Om forældelse af krav ved Erstatningsnævnet

I forbindelse med behandlingen af en straffesag blev en advokat beskikket som bistandsadvokat for en forurettet i sagen. Efter straffesagens behandling fremsatte advokaten i januar 2015 over for Erstatningsnævnet på vegne af den forurettede krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for svie og smerte samt tab mén og tab af erhvervsevne.

Ved Erstatningsnævnets afgørelse i februar 2015 blev den forurettede tilkendt godtgørelse for svie og smerte i 14 dage. Erstatningsnævnet anmodede samtidig om indsendelse af nærmere angiven dokumentation for kravene om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og yderligere godtgørelse for svie og smerte. Advokaten indsendte ikke den angivne dokumentation eller i øvrigt kontaktede Erstatningsnævnet herom.

I februar 2018 anmodede den forurettedes nye advokat Erstatningsnævnet om suspension af forældelsesfristen, hvilket medførte, at Erstatningsnævnet ved en afgørelse i november 2018 fandt, at der var grundlag for at tilkende den forurettede erstatning for tab af erhvervsevne. Erstatningsnævnet afviste samtidig kravet om erstatning for yderligere svie og smerte samt tabt arbejdsfortjeneste under henvisning til, at kravet blev fremsat mere end to år efter, at ansøgeren om erstatning indså eller burde have indset eksistensen af kravet, jf. den dagældende offererstatningslovs § 13, stk. 3. Af bestemmelsen fremgik, at nævnet ikke kunne behandle en ansøgning, hvis nævnet tidligere havde behandlet erstatningskrav fra samme ansøger vedrørende samme lovovertrædelse og det nye krav blev fremsat, mere end 2 år efter at ansøgeren indså eller burde indse eksistensen af dette krav, medmindre der forelå særlige grunde.

Den forurettedes nye advokat rejste herefter på vegne af den forurettede et krav overfor den oprindelige advokat på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og svie og smerte. Den oprindelige advokat afviste kravet under henvisning til, at Erstatningsnævnet burde anerkende at udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og svie og smerte for den fulde periode.

Den forurettede anlagde sag mod den oprindelige advokat med påstand om, at advokaten skulle anerkende at være erstatningsansvarlig over for den forurettede, i det omfang der ikke skete dækning efter erstatningsansvarsloven som følge af den manglende opfølgning over for Erstatningsnævnet. Den oprindelige advokat anlagde en sag mod Erstatningsnævnet med påstand om at skulle anerkende, at nævnets afgørelse af november 2018 om at afslå den forurettedes fremsatte krav om godtgørelse for svie og smerte og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste var ugyldig, da kravene ikke var forældet på tidspunktet for nævnets afgørelse.

Byretten frifandt Erstatningsnævnet

Ved byrettens dom blev Erstatningsnævnet frifundet for de af advokaten nedlagte påstande, ligesom advokaten blev tilpligtet at anerkende at være erstatningsansvarlig overfor den forurettede.

Byretten fandt i den forbindelse, at Erstatningsnævnets faste praksis havde hjemmel i en fortolkning af den dagældende bestemmelse i § 13, stk. 3, da formålet med bestemmelsen var at undgå, at nævnet skulle tage stilling til gamle krav, der kunne være rejst (eller dokumenteret) på et tidligere tidspunkt.

Den tidligere advokat ankede dommen til landsretten.

Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse (dissens)

Landsrettens flertal stadfæstede byrettens afgørelse under henvisning til, at Erstatningsnævnets dagældende praksis om ikke at behandle et fremsat krav, såfremt nævnet havde anmodet om dokumentation herfor, men ikke modtaget denne inden 2 år, havde hjemmel i dagældende § 13, stk. 3.

Landsrettens mindretal fandt derimod, at Erstatningsnævnets afgørelse af november 2018 ikke havde hjemmel i offererstatningslovens dagældende § 13, stk. 3. Det blev i den forbindelse blandt andet anført, at det først var med vedtagelsen af den nugældende offererstatningslovs § 13, stk. 3, 3. pkt., at der blev skabt hjemmel til at afslå at behandle krav, hvis nævnet anmoder om dokumentation for et krav, og dokumentation ikke er fremsendt senest 2 år efter nævnets endelige afgørelse.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 20/00337 og 20/00353.