Om forældelse af ”senfølger” i en patientskadesag

M blev født i august 2010 ved en kompliceret fødsel, der varede flere dage. Kort efter fødslen oplevede hun flere krampetilfælde, og hun fik konstateret en hjerneblødning og senere et øget hovedomfang. Der blev foretaget udtømning af væske, og i september 2010 blev der anlagt et kateter i hendes hjerne, som først blev fjernet igen i september 2011.

Under en samtale på hospitalet blev M’s forældre oplyst, at det ikke kunne udelukkes, at den konstaterede hjerneblødning var forårsaget af fødslen.

M udviklede sig herefter alderssvarende, indtil hun i august 2015 havde krampetilfælde, hvorefter hun i januar 2016 blev diagnosticeret med epilepsi.

M’s forældre anmeldte den i maj 2016 skaden til Patienterstatningen.

Ved afgørelse i juni 2016 fandt Patienterstatningen, at M’s erstatningskrav var forældet med henvisning til, at M’s forældre i september 2010 havde fået kendskab til, at der eventuelt var sket en skade i forbindelse med fødslen.

M’s forældre påklagede afgørelsen til Ankenævnet for Patienterstatningen, som stadfæstede afgørelsen.

M’s forældre indbragte herefter afgørelsen for retten.

Byretten stadfæstede ankenævnets afgørelse

Byretten fandt, at M’s forældre på et møde i september 2010 havde eller burde have fået kendskab til, at M kunne være blevet påført en skade i forbindelse med fødslen eller behandlingerne umiddelbart herefter. Da skaden først blev anmeldt senere end tre år efter dette tidspunkt, anså byretten kravet for forældet.

Landsretten ændrede byrettens dom

Landsretten fandt, at M’s krav ikke var forældet. Landsretten henviste til, at forældelsesfristen efter forældelseslovens § 2, stk. 4, ved personskade regnes fra tidspunktet for skadens indtræden. Hvis der ved personskade er forskel på tidspunktet for den skadelige påvirkning og tidspunktet for lidelsens opståen, anses begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen først for indtrådt på det tidspunkt, hvor de følger, der kræves erstatning for, har vist sig på en sådan måde, at den skadelidte havde rimelig anledning til og mulighed for at rejse et erstatningskrav. Landsretten fandt, at begyndelsestidspunktet for forældelsen efter § 59, stk. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet må fastlægges.

På baggrund af bevisførelsen fandt landsretten, at forældrene tidligst på tidspunktet, hvor M begyndte at få epileptiske anfald, havde rimelig anledning til og mulighed for at kræve erstatning, hvorfor kravet ikke var forældet.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2020-22-0313.