Afvisning af påstand om udlevering af koster efter en straffesag

En butiksansat blev ved byrettens dom i 2018 i en straffesag fundet skyldig i tyveri af nogle smykker fra den smykkebutik, hvor vedkommende arbejdede. Den ansatte blev samtidig frifundet for tyveri af nogle andre smykker fra butikken.

Der opstod efterfølgende uenighed om ejerskabet til de beslaglagte smykker, som den ansatte var blevet frifundet for at have stjålet.

Spørgsmålet om ejerskabet til smykkerne blev først behandlet i maj 2020 i byretten, som afsagde kendelse om, at smykkerne skulle udleveres til den ansatte, jf. retsplejelovens § 807 d, stk. 1. Butikken kærede kendelsen til Østre Landsret, som ved kendelse af 20. oktober 2020 fandt, at ejerskabet ikke burde afgøres i straffeprocessuelt regi, men fordrede en civil retssag. Landsretten ændrede således byrettens kendelse, således at udlevering af nævnte smykker til den ansatte var betinget af, at der ikke inden 4 uger fra landsrettens kendelse af butikken var anlagt en civil retssag om ejerskabet af smykkerne. Det fremgik indledningsvis af landsrettens kendelse, at ingen var mødt eller tilsagt.

Ved en fejl fra landsrettens side blev landsrettens kendelse først sendt til butikken den 17. november 2020.

Butikken anlagde en civil retssag mod den ansatte tre uger efter modtagelse af landsrettens kendelse, nemlig den 8. december 2020.  Butikken nedlagde påstand om, at den ansatte skulle anerkende, at de nævnte beslaglagte smykker tilhørte butikken og skulle udleveres til butikken.

Den ansatte nedlagde principalt påstand om afvisning af sagen med henvisning til, at sagen var anlagt efter 4-ugers fristen i landsrettens kendelse af 20. oktober 2020, og spørgsmålet herom blev i byretten udskilt til særskilt behandling, jf. retsplejelovens § 253, stk. 2.

Byretten afviste sagen vedrørende spørgsmålet om udlevering af smykkerne

Byretten anførte, at sagen om ejerskabet til smykkerne var anlagt efter 4-ugers fristen og afviste derfor sagen vedrørende spørgsmålet om udlevering af smykkerne. Retten fremmede samtidig sagen i realiteten vedrørende spørgsmålet om ejerskab.

Landsretten stadfæstede byrettens kendelse

Landsretten lagde til grund, at butikken først modtog landsrettens kendelse den 17. november 2020, som var den samme dato, som 4-ugers fristen udløb. Landsretten bemærkede herefter, at butikken først udtog stævning mod den ansatte 3 uger efter at have modtaget landsrettens kendelse og uden forinden at orientere den ansatte herom, og landsretten fandt under disse omstændigheder, at påstanden om udlevering af smykkerne skulle afvises. Landsretten stadfæstede derfor byrettens kendelse, således at spørgsmålet om udlevering af de omhandlede smykker blev afvist.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr 21/20733.