Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

29 okt. 2021

Procesbevillingsnævnet

Beslaglæggelse af biler med henblik på tredjemandskonfiskation

Procesbevillingsnævnet har den 28. oktober 2021 meddelt to personer og et leasingselskab tilladelse til kære til Højesteret af tre kendelser, der er afsagt af Østre Landsret henholdsvis den 13. juli 2021 og 14. september 2021 (S-1932-21, S-1702-21 og S-2111-21).

I hver af de tre sager sigtede politiet en person for en overtrædelse af færdselsloven, der efter den nyindførte bestemmelse i færdselslovens § 133 a, stk. 2, skal medføre konfiskation af køretøjet. Efter bestemmelsens 2. pkt., gælder dette også i tilfælde, hvor køretøjet føres af en anden person end køretøjets ejer, medmindre konfiskation må anses for uforholdsmæssigt indgribende.

I to af sagerne var køretøjerne ejet af den sigtedes far, og i den tredje sag var køretøjet ejet af et leasingfirma. Politiet beslaglagde de tre personbiler med henblik på konfiskation efter færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., og indbragte efter anmodning fra ejerne lovligheden af beslaglæggelserne for retten.

Byretterne og landsretten godkendte beslaglæggelserne af de tre biler

Ved kendelser af henholdsvis 1. juni, 16. juni og 13. juli 2021 godkendte tre forskellige byretter politiets beslaglæggelser af de tre køretøjer og bestemte, at politiet måtte opretholde beslaglæggelserne.

Ved kendelser af henholdsvis 13. juli og 14. september 2021 stadfæstede Østre Landsret byretternes kendelser om at godkende, at der i de nævnte 3 sager var sket beslaglæggelse med henblik på konfiskation.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 21/18407, 21/22416 og 21/22429.