Erstatningsansvar for mangler ved opsatte vindspærreplader

En bygherre antog i januar 2014 et selskab som teknisk rådgiver med henblik på opførelse af et råhus. Selskabet antog et andet selskab som underrådgiver. Af totalrådgivningskontakten fremgik, at rådgiveren bl.a. skulle føre tilsyn med og bistå entreprenøren under opførsel af huset på bygherrens vegne.

I april 2014 indgik bygherren en entreprisekontrakt med et andet selskab, hvorefter selskabet som entreprenør påtog sig at levere et råhus. Af kontrakten fremgik, at entreprenøren skulle levere materiale-/bestillingsliste vedrørende murerarbejder til bygherre samt udarbejde og ved afleveringen levere en total kvalitetssikring af materiale anvendt under byggeriet.

Entreprisekontrakten henviste til tegningsmateriale fra februar 2014. Vedrørende husets ydervægge var heri bl.a. anført:

”9 MM VINDSPÆRRE, CEMENTBASERET PLADE, DIFFUSIONSÅBEN”

I tilbudsbrev fra marts 2014 udarbejdet af bygherrens tekniske rådgiver var bl.a. anført:

”2. Trækonstruktioner, bagmur, indervægge samt tagkonstruktion:
Bagmur som:
Vindspærre, cementbaseret plade, diffusionsåben”

I juni 2014 modtog entreprenøren og den tekniske rådgiver en mail fra et selskab, der bl.a. solgte vindspærreplader. Mailen indeholdte tegninger, der skulle godkendes, og på disse tegninger var betegnelsen ”Powerboard” anvendt. Underrådgiveren godkendte tegningerne, hvorefter entreprenøren bestilte og opsatte Powerboard vindspærreplader, som er MgO-plader. Byggeriet blev undervejs besigtiget af bygherrens tekniske rådgiver.

Entreprisen blev afleveret i juli 2015, og bygherren konstaterede i de efterfølgende måneder, at gulve og vægge var opfugtede. Bygherren mente, at dette skyldtes, at vindspærrepladerne afveg fra kontraktgrundlaget, og bygherren reklamerede til entreprenøren og til sin tekniske rådgiver, der begge afviste at være ansvarlige. Der blev herefter iværksat isoleret bevisoptagelse med syn og skøn, der viste at vindspærrepladerne ikke var egnede til indbygning i ejendommens konstruktion. Skønsmanden vurderede, at det i byggebranchen i 2014 ikke generelt var kendt viden, at magnesiumchlorid og sorel-cement var fugtopsugende. Efter byggetidens viden kunne de anvendte plader anses for ligestillede med gennemsnitlige cementbaserede vindspærreplader.

Bygherren anlagde sag ved byretten mod både entreprenøren og den tekniske rådgiver med påstand om betaling af 1.037.500 kr. Den tekniske rådgiver adciterede sin underrådgiver med påstand om, at denne skulle friholde selskabet for et hvert beløb, som det måtte blive dømt til at betale til bygherre.

Byretten dømte entreprenøren, men frifandt den tekniske rådgiver

Byretten fandt, at entreprenøren ifaldt et mangelsansvar, idet selskabet som entreprenør og bestiller af vindspærrepladerne havde selvstændigt ansvar for, at de leverede plader svarede til det, der var bestilt, og var i overensstemmelse med det, der var angivet i tilbudsbrevet som referenceprodukt. Under disse omstændigheder kunne det ikke fritage entreprenøren fra ansvar, at den tekniske rådgivers underrådgiver havde godkendt mailen fra juni 2014. Den tekniske rådgivers tilsynsforpligtelse fandtes ikke at kunne udstrækkes til at omfatte kontrol af entreprenørens materialevalg, ligesom der ikke på pågældende tidspunkt var viden om, at pladerne var uegnede til formålet.

Entreprenøren skulle derfor betale 1.037.500 kr. til bygherre.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Landsretten stadfæstede byrettens dom. Landsretten fandt dog i modsætning til byretten ikke, at der var aftalt et referenceprodukt. Landsretten lagde derimod til grund, at parternes aftale indeholdt krav om, at de anvendte vindspærreplader skulle være cementbaserede og diffusionsåbne. Da det fremgik af skønserklæringen, at de anvendte vindspærreplader ikke var cementbaserede, men magnesiumholdige (såkaldte MgO-plader), og det ikke fandtes godtgjort, at bygherre eller dennes rådgiver udtrykkeligt havde godkendt anvendelsen af MgO-pladerne, fandt landsretten, at entreprenøren havde leveret mangelfulde arbejder.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 21/12851.