Afvisning af ny påstand og anbringender under ankesag

3 skatteydere var kommanditister i et kommanditselskab, der havde optaget et lån på non-recourse vilkår hos et selskab, som havde fået pant i kommanditselskabets ejendom.

I december 2012 opsagde selskabet lånet som følge af kommanditselskabets misligholdelse og tog kommanditselskabets ejendom til brugelig pant i overensstemmelse med låneaftalen.  Skatteydernes resthæftelse oversteg gælden uden pant i ejendommen, og selskabet solgte ejendommen i september 2013 uden fuld dækning for restgælden.

Sagen angik herefter, om skatteyderne skulle beskattes af den kursgevinst, de opnåede ved at blive frigjort fra restgælden som følge af låneaftalens non-recourse vilkår, herunder i hvilket indkomstår deres eventuelle kursgevinst blev realiseret. Skattemyndighederne havde bestemt, at skatteyderne skulle beskattes i indkomstårene 2013, 2014 og 2015.

De 3 skatteydere udtog stævninger mod Skatteminisiteret i 3 sager i april 2019 med påstand om, at kursgevinsten for indkomstårene 2013, 2014 og 2015 udgjorde 0 kr.

Byretten frifandt Skatteministeriet

I april 2020 bestemte byretten, at skatteydernes sager skulle sambehandles.

I skatteydernes replik for byretten fremgik, at skatteyderne havde besluttet alene at videreføre sagen på grundlag af et anbringende om, at SKAT skulle have periodiseret kursgevinsten i 2012, og at SKAT derfor på afgørelsestidspunktet var afskåret fra et ændre ansættelsen af dette indkomstår på varslings- og ansættelsestidspunktet.

I skatteydernes påstandsdokument for byretten fremgik, at tvisten alene vedrørte et spørgsmål om tidspunktet for periodisering af skatteydernes kursgevinst som følge af deres deltagelse som kommanditister i et selskab, som frigjorde en gæld i fremmed valuta til et andet selskab.

Ved dom af 23. december 2020 blev Skatteministeriet frifundet. Byretten lagde vægt på, at det først var i forbindelse med salget af ejendommen i 2013, at det kunne gøres op, hvor stor en del af gælden, der ikke blev indfriet med salgssummen, og dermed hvor stor en gæld skatteyderne blev frigjort for. Byretten fandt, at det herefter først var på dette tidspunkt, at skatteydernes kursgevinst blev realiseret.

Landsretten afviste skatteydernes nye subsidiære påstand om hjemvisning

Skatteyderne udtog ankestævninger den 5. januar 2021, hvorved skatteyderne nedlagde samme påstand som for byretten og påberåbte sig de samme anbringender, som blev gjort gældende for byretten.

Ved ankereplikker af 8. marts 2021 nedlagde skatteyderne en ny subsidiær påstand om hjemvisning, således at opgørelsen af skatteydernes indkomst for 2013 til 2015 skulle hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen. Skatteyderne gjorde gældende, at låneaftalen, som blev opsagt i december 2012, blev erstattet af et nyt lån, hvorfor den oprindelige låneaftale måtte anses for at have undergået så væsentlige ændringer, at den nye låneaftale måtte anses for at være et nyt lån, og at den gamle låneaftale herefter måtte anses for at være indfriet i december 2012.

Da Skat ikke havde opgjort skatteydernes kursgevinst med udgangspunkt i, at der blev etableret et nyt lån i december 2012, var det herefter skatteydernes opfattelse, at sagen skulle hjemvises, hvis Østre Landsret som byretten fandt, at kursgevinsten blev realiseret i 2013.

Skatteministeriet protesterede ikke mod fremsættelsen af skatteydernes nye subsidiære påstand og dertilhørende anbringender.

Ved hovedforhandlingens begyndelse den 6. oktober 2021 anmodede Østre Landsret imidlertid parterne om deres bemærkninger til retsplejelovens § 384 i forhold til skatteydernes nye subsidiære påstand og dertilhørende anbringender.

Parterne havde herefter lejlighed til at fremkomme med bemærkninger.

Landsretten afviste skatteydernes nye subsidiære påstand om hjemvisning. Der blev lagt vægt på, at skatteyderne under sagens forberedelse ved byretten havde besluttet at tilskære sagerne til alene at vedrøre et anbringende om periodisering. Østre Landsret fandt herefter, at skatteydernes påstand om hjemvisning og anbringender om, at kommanditselskabets lån blev indfriet og erstattet af et nyt lån i december 2012, ikke havde været gjort gældende i byretten, hvorfor byretten ikke havde taget stilling hertil.

Landsretten fandt, at landsrettens stillingtagen til den nye subsidiære påstand og de dertilhørende anbringender ville indebære, at det derved ville gøre det nødvendigt for landsretten at tage stilling til forhold, der ikke forelå for den forudgående instans.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 21/23632.