Beregning af procesrente i sag om momsforpligtelse af udtrædelsesvederlag

En IT-virksomhed, der var leverandør af software, hardware og personel, indgik i 2002 en aftale med en dansk datacentral. I aftalen var indskrevet en klausul om et udtrædelsesvederlag i det tilfælde, at datacentralen ønskede at opsige samarbejdet.

Efter flere kontraktforlængelser blev aftalen opsagt i 2012. Udtrædelsesvederlaget forfaldt derved til betaling. I forbindelse med udtrædelsen overtog datacentralen blandt andet en række softwarerettigheder, en mængde hardware og en række medarbejdere. SKAT kontaktede efterfølgende IT-virksomheden, idet SKAT var af den opfattelse, at der skulle svares moms af udtrædelsesvederlaget, idet SKAT fandt, at der var tale om et salg.

IT-virksomheden bad derfor Skatterådet om at afgive et bindende svar om momspligten. Skatterådet fandt også, at udtrædelsesvederlaget var momspligtigt. IT-virksomheden påklagede svaret til Landsskatteretten, der traf afgørelse i 2015. Landsskatteretten fandt, at beløbet ikke var momspligtigt. Skatteministeriet anlagde af denne grund retssag mod IT-virksomheden. IT-virksomheden havde rettidigt indbetalt den skyldte moms, og anmodede efter sagsanlægget om at deponere det allerede indbetalte hos SKAT for derved at undgå risikoen for at betale procesrenter indtil domsafsigelse. SKAT tilbagebetalte imidlertid beløbet, idet SKAT gjorde gældende, at der ikke var hjemmel til den ønskede deponering.

Byretten fandt, at udtrædelsesvederlaget var momspligtigt

Byretten afsagde dom efter Skatteministeriets påstande og således, at IT-virksomheden blev dømt til at betale momsbeløbet. Med hensyn til procesrent og under henvisning til IT-virksomhedens anmodning om deponering fandt retten, at der alene skulle beregnes procesrente fra 14 dage fra dommens afsigelse jf. rentelovens § 8, stk. 2, jf. § 3, stk. 5, af selve momsbeløbet, men at der skulle beregnes procesrente af de allerede påløbne renter fra indledningen af sagen i 2015. Skatteministeriet ankede sagen til Østre Landsret og nedlagde påstand om stadfæstelse, dog således, at IT-virksomheden skulle betale sædvanlig procesrente fra sagens anlæg af hele momsbeløbet. IT-virksomheden påstod byrettens dom stadfæstet og subsidiært nedlagt påstand om frifindelse.

Landsretten stadfæstede byrettens dom, men ændrede afgørelsen i forhold til procesrenteberegningen

Landsretten udtalte vedrørende spørgsmålet om procesrente bl.a., at det følger af rentelovens § 8, stk. 1, at procesrente i en sag som den foreliggende som udgangspunkt påløber fra tidspunktet for sagens anlæg. Dog giver rentelovens § 8, stk. 2, jf. § 3, stk. 5, mulighed for, at retten kan bestemme, at rente skal betales fra et tidligere eller senere tidspunkt, hvor særlige forhold begrunder dette. Da rentelovens § 3, stk. 5, var en fravigelse af lovens udgangspunkt, påhvilede det herefter IT-virksomheden som den part, der påberåber sig fravigelsen, at føre bevis for, at fravigelsen finder anvendelse. Landsretten fandt bl.a. med henvisninger til lovens forarbejder, at der ikke var godtgjort et forløb eller omstændigheder, som kunne give grundlag for en fravigelse af lovens udgangspunkt. Landsretten fandt endvidere, at der skulle betales moms af udtrædelsesvederlaget.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom med den ændring, at IT-virksomheden tillige skal betale procesrente af hele sagsgenstanden fra sagens anlæg i 2015.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 21/13884.