Ejendomshævd over kommunalt ejet område

En kommune etablerede et beplantningsbælte i starten af 1970’erne i forbindelse med udstykning af en større kommunal ejendom. Beplantningsbæltet skulle fungere som afskærmning mellem et industriområde og et boligområde. Særligt i de første 20 år efter etableringen var beplantningsbæltet nærmest vedligeholdelsesfrit, idet det først var nødvendigt at vedligeholde beplantningsbæltet, når træerne var vokset sig så store, at de kunne skabe gener for de omkringliggende ejendomme.

Selvom beboerne i boligområdet var klar over, at området var ejet af kommunen og skulle benyttes som beplantningsbælte, inddrog tre af beboerne løbende beplantningsbæltet ved at fælde kommunens træer og plante egne træer, opsætte hegn mv.

Mens kommunen efter beboernes opfattelse fra begyndelsen havde været klar over inddragelsen, blev kommunen efter egen opfattelse først i 2012 bekendt med beboernes inddragelse af dele af beplantningsbæltet i deres haver. Kommunen forsøgte efterfølgende at få beboerne til at stoppe den uberettigede råden, hvilket beboerne nægtede. Kommunen anlagde derfor sag ved byretten den 6. september 2017. Sagerne blev dog afvist, da der ikke inden sagsanlæggene havde været afholdt skelforretning. Der blev derfor efterfølgende afholdt skelforretning, og landinspektøren fandt ved erklæring af 4. juni 2019, at beboerne havde vundet hævd på den del af kommunens ejendom, som de havde inddraget i deres haver.

Kommunen indbragte sagerne for byretten med påstand om, at beboerne skulle anerkende de matrikulære skel.

Byretten tog kommunens anerkendelsespåstande til følge

Retten fandt, at det var åbenbart for beboerne, at de ikke var berettigede til at råde over arealet, at kommunen ikke havde givet dem føje til at tro, at deres råden ville blive tolereret, og at kommunen ikke havde udvist retsfortabende passivitet. Der blev lagt vægt på, at det efter arealets karakter var forudsat, at beplantningen skulle vokse sig høj og tæt, og at regelmæssig vedligeholdelse eller inspektion af arealet fra kommunens side i en lang årrække derfor ikke var nødvendig. Beboerne havde derfor ikke ved deres råden vundet ejendomshævd over arealerne.

Beboerne ankede dommen til landsretten.

Landsretten ændrede byrettens dom

Landsretten lagde til grund, at beboerne havde anvendt arealerne som haver med en intensitet, som svarede til havearealer i området, og at kommunen ikke på nogen måde havde rådet over arealerne i hævdsperioden. Da beboernes råden, navnlig i begyndelsen, var synlig, da det fremgik af en kommunalt ansats forklaring for retten, at kommunen også i 1990’errne var bekendt med beboernes brug af arealerne, og da kommunen ikke før i 2017 direkte havde taget skridt til at hindre beboerne i deres anvendelse af arealerne, fandt landsretten, at beboerne havde haft tilstrækkelig grund til at antage, at deres råden ville blive tolereret. Beboerne havde derfor vundet hævd over arealerne og blev frifundet.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 21/15324, 21/25427 og 21/25428.