Opfyldelsesværneting efter Bruxelles-I-forordningen

I forbindelse med salget af en ejendomsportefølje i Sverige opstod der en tvist om, hvorvidt der mellem ejeren af ejendomsporteføljen, et svensk registreret selskab, og et dansk registreret anpartsselskab, var indgået en formidlingsaftale.

Forud for salget havde den fungerende direktør for det svenske selskab og direktøren for det danske anpartsselskab deltaget i et middagsselskab i Danmark, hvor salg af ejendomsporteføljen i Sverige kom på tale. Direktøren for anpartsselskabet nævnte i den forbindelse, at han muligvis havde et køberemne, hvilket affødte en efterfølgende mailkorrespondance, hvor den fungerende direktør for det svenske selskab blandt andet tilkendegav, at såfremt der var interesse for porteføljen, kunne parterne finde en god ”broker-aftale”.

Direktøren for anpartsselskabet involverede tidligt i forløbet en advokat, der havde kendskab til en svensk kapitalforvalter, der endte med at købe ejendomsporteføljen for et klækkeligt millionbeløb.

Efter salget fremsendte direktøren for anpartsselskabet en faktura til det svenske selskab på 8.156.586 kr., som udgjorde et formidlingshonorar svarende til 6 % af den opnåede salgspris. Det svenske selskab fandt honoraret helt ude af proportioner og afviste at betale fakturaen blandt andet med henvisning til, at parterne ikke havde indgået en formidlingsaftale.

Anpartsselskabet anlagde sag mod det svenske selskab den 21. marts 2019 ved Retten i Lyngby, og nedlagde påstand om betaling af den udstedte faktura. Det svenske selskab påstod sagen afvist med henvisning til, at der ikke var værneting i Danmark, da anpartsselskabet ikke havde formidlet et køberemne, og slet ikke fra anpartsselskabets adresse i Danmark, ligesom der ifølge det svenske selskab ikke var indgået en formidlingsaftale.

Retten i Lyndby udskilte spørgsmålet om værneting til særskilt behandling og afgørelse.

Byretten afviste sagen

Ved dom af 2. januar 2020 afviste Retten i Lyngby sagen med henvisning til, at det ikke var tilstrækkeligt sandsynliggjort, at anpartsselskabet havde indgået og opfyldt en aftale med det svenske selskab, der berettigede til et formidlingshonorar på ca. 8,1 mio. kr.

Byretten henviste indledningsvist til, at det svenske selskab efter Bruxelles-I-forordningens regel om opfyldelsesværneting i artikel 7, nr. 1, kunne sagsøges ved Retten i Lyngby, såfremt opfyldelsesstedet for formidlingsaftalen var i denne retskreds. Byretten konstaterede herefter, at værnetingsreglen fandt anvendelse, selv om det blev bestridt, at der var indgået en formidlingsaftale. Spørgsmålet var herefter, om det var tilstrækkeligt sandsynligt, at anpartsselskabet havde indgået og opfyldt en aftale med det svenske selskab, der berettigede til et formidlingshonorar på ca. 8,1 mio. kr., hvilket byretten efter en samlet vurdering fandt ikke var tilfældet.

Landsretten ophævede byrettens dom og hjemviste sagen til fornyet behandling

Ved kendelse af 16. februar 2021 ophævede Østre Landsret byrettens dom og hjemviste sagen til fornyet behandling da landsretten fandt, at sagen med rette var anlagt ved Retten i Lyngby.

Landsretten henviste indledningsvist til, at en person – herunder en juridisk person – der har bopæl på en medlemsstats område, i sager om kontraktforhold, kan sagsøges i en anden medlemsstat, ved retten på det sted, hvor den pågældende forpligtelse er opfyldt eller skal opfyldes, jf. Bruxelles I-forordningens artikel 7, nr. 1. Landsretten bemærkede herefter, at anvendelsen af artikel 7, nr. 1, forudsætter, at den ene part frivilligt har påtaget sig en retlig forpligtelse over for den anden part, men at det i den forbindelse ikke er et krav, at der er indgået en egentlig kontrakt mellem parterne, men det skal i en vis grad være sandsynliggjort, at parternes forhold er forankret i en aftale.

Landsretten fandt efter de afgivne forklaringer og den fremlagte mailkorrespondance, at det måtte lægges til grund, at det svenske selskab under visse forudsætninger var villig til at betale et honorar til anpartsselskabets direktør, såfremt denne formidlede kontakt til en køber, hvorfor det i tilstrækkelig grad var sandsynliggjort, at det svenske selskab over for anpartsselskabet havde påtaget sig en aftalemæssig forpligtelse.

Herefter konstaterede landsretten, at forholdet var underlagt dansk ret, samt at opfyldelsesstedet efter dansk ret for den påståede karakteristiske ydelse (formidlingsydelsen) var i Danmark, hvorefter Bruxelles I-forordningens artikel 7, nr. 1, jf. retsplejelovens § 247, stk. 1, 1. pkt., fandt anvendelse på tvisten.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 21/06410.