Betingelserne for nedlæggelse af midlertidigt forbud i en varemærkesag

En afdød arkitekt og designer havde udviklet en række produkter, herunder stole og tekstilmønstre. De immaterielle ejendomsrettigheder relateret til produkterne var overdraget til et tysk selskab, som det blandt andre var den afdøde arkitekt og designers enke, der tegnede.

En anden tysk interiørvirksomhed solgte på sin webshop (et ”.com”-domæne) nogle filtpuder som tilbehør til en af de stole, som den afdøde arkitekt og designer havde designet, samt puder med tekstiler, der ligeledes var designet af den afdøde arkitekt og designer. På webshoppen markedsførte man sig desuden bl.a. som specialist i licenserede design af den afdøde arkitekt og designer.

Parterne korresponderede sammen i 2009 og 2010 vedrørende den tyske interiørvirksomheds eventuelle markedsføring af den afdøde arkitekt og designers produkter, ligesom parterne ved et møde i 2010 drøftede et muligt samarbejde. I 2018 solgte den tyske interiørvirksomhed desuden et ”.dk”-domænenavn, hvor den afdøde arkitekt og designers navn indgik, til den afdøde arkitekt og designers enke.

I april 2020 bestilte advokaten for det tyske selskab, der havde fået de immaterialretlige ejendomsrettigheder vedrørende den afdøde arkitekt og designers produkter overdraget til sig, samt for den afdøde arkitekt og designers enke, på den tyske interiørvirksomheds webshop bl.a. nogle af de ovenfor omtalte filtpuder og puder. Produkterne blev leveret til Danmark. De nærmere omstændigheder vedrørende leveringen er bestridt mellem parterne, herunder om den tyske interiørvirksomhed i første omgang annullerede ordren med den begrundelse, at de ikke leverede til Danmark.

I oktober 2020 anmodede det tyske selskab, der havde fået de immaterialretlige ejendomsrettigheder vedrørende den afdøde arkitekt og designers produkter overdraget til sig, og den afdøde arkitekt og designers enke om nedlæggelse af midlertidige forbud mod den tyske interiørvirksomheds anvendelse af en række betegnelser, mv. i forbindelse med den ovenfor omtalte markedsføring af produkter på webshoppen.

Der er til støtte for påstanden om midlertidigt forbud navnlig henvist til en række registrerede og ikke-registrerede varemærkerettigheder.

Sø- og Handelsretten nægtede at fremme anmodningen om midlertidigt forbud

Sø- og Handelsretten anså sig for kompetent til at tage stilling til anmodningen om midlertidigt forbud for så vidt angik krænkelse eller risikoen for krænkelse på det danske territorium, jf. domsforordningens artikel 7, nr. 2, og varemærkeforordningens artikel 125, stk. 5.

Sø- og Handelsretten fandt med henvisning til de løbende drøftelser mellem parterne, at de rekvirerende parter i forhold til anmodningen om midlertidige forbud havde udvist en sådan passivitet, at anmodningen allerede af den grund ikke kunne tages til følge, jf. retsplejelovens § 413, stk. 1, nr. 3. 

Landsretten stadfæstede Sø- og Handelsrettens kendelse

Landsretten fandt, at det ikke var godtgjort eller sandsynliggjort, at den tyske interiørvirksomheds adfærd nødvendiggjorde, at der blev meddelt et forbud. Landsretten fandt heller ikke, at muligheden for de rekvirerende parter for at opnå deres ret ville forspildes, hvis de blev henvist til at afvente tvistens retlige afgørelse.

Landsretten henviste til de af Sø og Handelsretten anførte grunde samt til, at den efter det oplyste eneste levering af de omstridte produkter til Danmark direkte var foranlediget af de rekvirerende parters advokat. Det der var anført for landsretten, kunne ikke føre til et andet resultat.

Landsretten henviste til retsplejelovens § 413, nr. 2 og 3.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 21/21170.