14 dec. 2021
Procesbevillingsnævnet
Dækning af rejse- og opholdsudgifter i børnebortførelsessag
Procesbevillingsnævnet har den 9. december 2021 meddelt tilladelse til kære til Højesteret af en beslutning, der er truffet af Østre Landsret den 2. november 2021 (BS-22184/2021).
Under en børnebortførelsessag, der verserede ved Østre Landsret blev det bestemt, at der efter sagens beskaffenhed var grundlag for mundtlig forhandling, jf. retsplejelovens § 456 q, stk. 1, jf. § 587, stk. 6, ligesom landsretten beskikkede en advokat til moderen for det bortførte barn i henhold til børnebortførelseslovens § 18, stk. 2. Af bestemmelsen fremgår, at der godtgøres salær og omkostninger, som var der meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.
Efter sagens afslutning fremsendte moderens advokat en salærredegørelse til landsretten, ligesom advokaten gjorde gældende, at moderen var berettiget til dækning for egne rejse- og opholdsudgifter i forbindelse med sagen. Advokaten henviste til, at moderen var bosiddende i USA, at moderen havde fri proces, og at familieretten og Østre Landsret havde bestemt, at sagen skulle forhandles mundtlig, hvorfor moderens rejse- og opholdsudgifter var afholdt med føje.
Landsretten bestemte, at de afholdte rejse- og opholdsudgifter i forbindelse med sagens behandling for familieretten og landsretten ikke kunne dækkes af statskassen.
Procesbevillingsnævnets sagsnummer
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 21/26131.