Færøsk skattesag om bistand til inddrivelse af dansk skattekrav

En mands ægtefælle solgte i 2010 en ejendom beliggende i Danmark. SKAT vurderede efterfølgende, at der skulle svares ejendomsavancebeskatning af fortjenesten og anmodede i 2013 de færøske skattemyndigheder, TAKS, om bistand til inddrivelse af skattekravet, da parret var bosat på Færøerne. Anmodningen om bistand skete i henhold til en hjælpeaftale fra 1989 mellem de nordiske lande om bistand i skattesager. Ægtefællen afgik efterfølgende ved døden.

I december 2016 foretog TAKS udpantningsudlæg hos manden i anledning af skattekravet for et beløb på 582.522,03 kr. Manden rejste indsigelse om, at skattekravet var forældet. Fogedretten traf afgørelse om, at kravet ikke var forældet, hvilket blev stadfæstet af Østre Landsret og efterfølgende af Højesteret.

Manden anmodede om genoptagelse af fogedsagen med påstand om ophævelse af udlægget med henvisning til, at der ikke forelå den fornødne lovhjemmel for udpantning af et dansk skattekrav på Færøerne. TAKS påstod anmodningen afvist. Fogedretten på Færøerne afviste genoptagelse af sagen, men manden kærede kendelsen, og Østre Landsret hjemviste efterfølgende sagen til Fogedretten på Færøerne med henblik på genoptagelse af fogedsagen og behandling af indsigelse om hjemmelsgrundlaget for udpantningen.

Manden afgik efterfølgende ved døden, men boet efter ham fortsatte sagen. Til støtte for påstanden om ophævelse af udlægget gjorde boet gældende, at de færøske skattemyndigheder ikke havde lovhjemmel til at foretage udlæg for udenlandske skattekrav, idet den tidligere hjemmel i den færøske skattelovs § 155 var blevet ophævet, og idet hjælpeaftalen fra 1989 ikke havde gyldighed som en lov og desuden ikke var blevet kundgjort.

TAKS påstod udlægget fastholdt og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at hjemlen var at finde i hjælpeaftalen fra 1989, som var besluttet af landsstyret med hjemmel i skattelovens § 155 og vedtaget af lagtinget som et beslutningsforslag efter de dagældende regler. TAKS anførte, at det var uden betydning, at skattelovens § 155 efterfølgende var blevet ophævet, da det fremgik direkte af lovteksten om overgangsbestemmelserne, at ændringerne ikke påvirkede gældende dobbeltbeskatningsaftaler.

Fogedretten på Færøerne fandt, at udpantningen havde den fornødne hjemmel og ikke skulle ophæves

Fogedretten på Færøerne bemærkede indledningsvis, at den nordiske dobbeltbeskatningsaftale var indgået af det færøske landsstyre, som havde hjemmel hertil i den dagældende skattelovs § 154. Aftalen blev efterfølgende vedtaget af lagtinget og offentliggjort som bekendtgørelse i kundgørelse nr. 35 af 15. marts 1990.

Fogedretten anførte, at landsstyret i medfør af den dagældende skattelovs § 155, stk. 2, havde hjemmel til at samtykke til regler om inddrivelse af skattekrav, som var omfattet af dobbeltbeskatningsaftaler indgået af landsstyret i medfør af lovens § 154. Landsstyret kunne vedtage regler om, at danske skattekrav skulle kunne inddrives på Færøerne efter samme regler som færøske krav.

Da lagtinget i maj 1990 havde vedtaget hjælpeaftalen fra 1989, og da beslutningsforslaget om vedtagelsen var blevet sendt til landsstyret og Tingtidende, lagde fogedretten til grund, at beslutningen var offentliggjort.

Fogedretten fandt herefter, at hjælpeaftalen og hjemlen for TAKS til at foretage opkrævning på vegne af danske skattekrav ikke blev ophævet ved ophævelsen af skattelovens § 155, idet det fremgik udtrykkeligt af ændringsloven, at gældende kundgørelser og regler, som var udstedt i medfør af bestemmelserne, blev opretholdt, og at bortfaldet ikke påvirkede gældende dobbeltbeskatningsaftaler. Den foretagne udpantning havde derfor den fornødne hjemmel.

Landsretten fandt, at udpantningen ikke havde den fornødne hjemmel og derfor skulle ophæves

Landsretten tilsluttede sig, at ophævelsen af skattelovens § 155 ikke medførte, at hjælpeaftalen bortfaldt, og fandt derfor, at hjælpeaftalen fortsat måtte anses for gældende i overensstemmelse med sit indhold.

Landsretten udtalte, at det var et almindeligt anerkendt retsprincip, at administrative forskrifter, som indebar en normering af borgernes retsstilling i forhold til det offentlige, skulle udformes som anordninger eller lignende og kundgøres. Det fulgte endvidere af § 3 i lagtingslov nr. 109 af 17. december 1987 om offentlig kundgørelsestidende, at kundgørelse i ”Kunngerðablaðið” (landsstyrets kundgørelsestidende for Færøerne) var eneste bindende kundgørelsesmåde for lagtingslove, kundgørelser, reglementer og andre offentlige forordninger udstedt af landsstyret. Da hjælpeaftalen hverken efter sin form eller ordlyd havde karakter af en forskrift, der rettede sig til borgere, og da aftalen heller ikke var kundgjort i ”Kunngerðablaðið”, indeholdt hjælpeaftalen ikke den fornødne hjemmel for TAKS til at foretage udpantning over for borgere.

Landsretten fandt ikke, at det kunne føre til et andet resultat, at hjælpeaftalen og lagtingets beslutning om vedtagelse af aftalen var offentliggjort på anden måde. Landsretten gav derfor boet efter manden medhold i, at TAKS ikke havde den fornødne hjemmel til at foretage udpantningen, og ophævede herefter udpantningen.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 21/22275.