Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

10 dec. 2021

Procesbevillingsnævnet

Forældelse i patientskadesag

Procesbevillingsnævnet har den 19. november 2021 meddelt en patient tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Vestre Landsret den 23. marts 2021 (BS-28598/2019 og BS-26246/2019).

En kvinde diagnosticeret med leukæmi fik medio juli 2012 foretaget en biopsitagning på et hospital. I forbindelse hermed skete en skade, hvor der pludselig opstod voldsom, frisk blødning. Efterfølgende måtte lægges en stent. Under biopsitagningen var kvinden blevet bedøvet, og hun blev efterfølgende lagt i respirator til den efterfølgende dag. Det fremgik af journalnotaterne, at kvinden og hendes familie dagen efter blev informeret om, at biopsitagningen ikke var ”velgennemført”. Kvinden blev efterfølgende overført til et andet hospital, hvor der blev iværksat kemoterapibehandling, og hun blev i slutningen af juli 2012 informeret om, at stenten skulle forblive permanent, hvorfor hun blev ordineret blodpropforebyggende medicin.

Primo august 2016 anmeldte kvinden en patientskade hos Patienterstatningen, dels som følge af forsinket henvisning fra egen læge til udredning, dels som følge af behandlingen af blødningen, der opstod under biopsitagningen. Patienterstatningen fandt, at et muligt krav var forældet, jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 59, stk. 1. Afgørelsen blev stadfæstet af Ankenævnet for Patienterstatningen (Ankenævnet). Kvinden, der efterfølgende oplevede kognitive gener, fik i 2018 påvist kroniske forandringer i hjernen, som skyldtes enten behandlingen i forbindelse med biopsitagningen eller kemoterapibehandlingen. Patienterstatningen afviste sagen vedrørende biopsitagningsbehandlingen som følge af forældelse, og afgørelsen blev stadfæstet af Ankenævnet.

Under retssagen påstod kvinden, at Ankenævnet skulle anerkende, at patientskaden, herunder de kognitive gener, som følge af behandlingen ved egen læge og biopsitagningen var anmeldt rettidigt.

Byretten fandt, at en eventuel patientskade som følge af biopsitagningen var forældet

Byretten fandt, at Ankenævnet skulle anerkende, at kvindens eventuelle patientskade som følge af behandlingen ved egen læge var rettidigt anmeldt.

Byretten frifandt i øvrigt Ankenævnet.

Byretten henviste vedrørende frifindelsen af Ankenævnet navnlig til, at et eventuelt erstatningskrav som følge af biopsitagningsbehandlingen var forældet, da kvinden allerede ved informationen om stenten vidste, at der i forbindelse hermed var sket en skade, der kunne være forårsaget af sygehusets behandling.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Landsretten stadfæstede byrettens dom og lagde i præmisserne navnlig vægt på, at kvinden dagen efter biopsitagningen blev informeret om, at der var opstået komplikationer, der havde medført en skade, som havde nødvendiggjort en stent, og at hun ultimo 2012 blev gjort bekendt med, at stenten skulle forblive permanent. Landsretten fandt herefter og af de af byretten anførte grunde, at kvinden i slutningen af juli 2012 burde have vidst, at hun som følge af behandlingen ved biopsitagningen kunne være blevet påført en skade, som muligvis kunne være undgået ved en anden behandling, hvorfor der var indtrådt forældelse, jf. U 2003.0 H.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 21/10838.