Straffen for svindel med Covid-19 hjælpepakker

Tiltalte indsendte i perioden fra den 25. marts 2020 til 16. april 2020 en række ansøgninger til Erhvervsstyrelsen om kompensation for lønudgifter på vegne af nogle foreninger og selskaber, som angiveligt var i økonomisk krise som følge af Covid-19 situationen. Tiltalte indsendte endvidere en ansøgning om kompensation for tab ved aflysning af større arrangementer som følge af Covid-19 afværgeforanstaltninger samt kompensation under selvstændigordningen. Der var ansøgt om et samlet kompensationsbeløb på ca. 1.6 mio. kr.

Erhvervsstyrelsen afviste samtlige ansøgninger og anmodede SØIK om at indlede en undersøgelse mod tiltalte, som styrelsen mistænkte for at have overtrådt bekendtgørelsen om en midlertidig lønkompensationsordning til virksomheder i økonomisk krise som følge af Covid-19.

Efterforskningen førte til, at der blev rejst tiltale for svig med offentlige midler af særlig grov karakter samt dokumentfalsk af særlig grov karakter, jf. straffelovens § 289 a, stk. 1, jf. stk. 4, jf. § 289, stk. 1, jf. stk. 2, og § 171, jf. § 172, stk. 2. Nogle af forholdene blev tillige henført under den nye bestemmelse i straffelovens § 81 d, stk. 2, jf. stk. 1, hvorefter straffen for lovovertrædelser, som relaterer sig til svindel med kompensation fra Covid-19 hjælpepakker, kan forhøjes således, at den bliver fire gange så høj.

Anklagemyndigheden nedlagde påstand om fængselsstraf og en tillægsbøde på 3.451.912 kr. Anklagemyndigheden påstod endvidere rettighedsfrakendelse i medfør af straffelovens § 79, stk. 3, jf. § 2, 2. pkt. Tiltalte påstod frifindelse, subsidiært rettens mildeste dom.

Byretten dømte tiltalte skyldig og fastsatte straffen til fængsel i 3 år og 6 måneder samt en tillægsbøde på 2.850.000 kr.

Byretten fandt i det væsentlige tiltalte skyldig i overensstemmelse med den rejste tiltale og fastsatte straffen til fængsel i 3 år og 6 måneder, jf. straffelovens § 289 a, stk. 1, jf. stk. 4, jf. § 289, stk. 1, jf. stk. 2, jf. til dels § 81 d, stk. 2, jf. stk. 1, og § 171, jf. § 172, stk. 2. Byretten idømte desuden tiltalte en tillægsbøde på 2.850.000 kr. i medfør af straffelovens § 50, stk. 2, jf. til dels § 81 d, stk. 3, jf. stk. 2.

Byretten lagde ved strafudmålingen vægt på karakteren og omfanget af den begåede kriminalitet, herunder navnlig den tilsigtede vinding, samt omfanget af tiltaltes strafbare gerninger, der involverede mange enheder og personer samt ansøgninger til flere forskellige støtteordninger.

Idet forholdene var begået dels før og dels efter strafskærpelsen, som blev indført ved straffelovens § 81 d, jf. lov nr. 349 af 2. april 2020, fastsatte byretten straffen efter en konkret vurdering, hvor der dels blev lagt vægt på det almindelige strafniveau for økonomisk kriminalitet af tilsvarende karakter, dels blev taget hensyn til den efter forarbejderne til loven tilsigtede markante skærpelse af straffen for lovovertrædelser, der har baggrund i eller sammenhæng med Covid-19 pandemien.

Tiltalte blev endvidere frakendt retten til navnlig at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser, jf. straffelovens § 79, stk. 2, 2. pkt. i en periode på 5 år fra endelig dom, jf. § 79, stk. 3.

Landsretten stadfæstede byrettens dom med den ændring, at tillægsbøden blev forhøjet til 3.400.000 kr.

Landsretten fandt tiltalte skyldig i overensstemmelse med byrettens bevisresultat og fandt frihedsstraffen passende. Landsretten fandt dog, at tillægsbøden på grundlag af forarbejderne til straffelovens § 81 d og i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand skulle forhøjes til 3.400.000 kr.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 21/16724.