Strafudmålingen for svindel med Covid-19 hjælpepakker

Tiltalte havde som direktør for et selskab ansøgt Erhvervsstyrelsen om lønkompensation for perioden fra den 9. marts 2020 til den 8. juni 2020 og havde i den forbindelse urigtigt oplyst, at en række personer var ansat i selskabet og hjemsendt med løn. Der var først indsendt en ansøgning på 286.920 kr., som også inkluderede tiltalte selv som ”ansat” i selskabet, selvom han var eneejer. Da Erhvervsstyrelsen meddelte afslag på ansøgningen med den begrundelse, at der var ansøgt om lønkompensation til ejeren eller øverste daglige ledelse i selskabet, indsendte han en ny ansøgning på 186.920 kr., som ikke inkluderede ham selv. Erhvervsstyrelsen afslog også denne ansøgning.

Der blev rejst tiltale for svig med offentlige midler af særlig grov karakter, jf. straffelovens § 289, jf. § 289 a, subsidiært alene straffelovens § 289 a. Forholdene blev desuden henført under den nye bestemmelse i straffelovens § 81 d, stk. 2, jf. stk. 1, hvorefter straffen for lovovertrædelser, som relaterer sig til svindel med kompensation fra Covid-19 hjælpepakker, kan forhøjes således, at den bliver fire gange så høj.

Anklagemyndigheden nedlagde påstand om fængselsstraf og en tillægsbøde på 1.935.360 kr. Tiltalte nægtede sig skyldig.  

Byretten dømte tiltalte skyldig og fastsatte straffen til fængsel i 2 år samt en tillægsbøde på 1.450.000 kr.

Byretten fandt det bevist, at tiltalte under særdeles skærpende omstændigheder havde indsendt ansøgninger om lønkompensation til Erhvervsstyrelsen først med henblik på at få udbetalt 286.920 kr. og – da dette blev afvist – med henblik på at få udbetalt 186.920 kr., selvom han vidste, at selskabet ikke var berettiget hertil. Efter størrelsen af de ansøgte beløb fandt byretten ikke grundlag for at henføre forholdene under straffelovens § 289, og tiltalte blev således fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 289 a, stk. 1, i overensstemmelse med anklagemyndighedens subsidiære påstand.

Byretten fastsatte straffen til fængsel i 2 år, jf. straffelovens § 289 a, jf. § 81 d, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 88, stk. 1, 2. pkt., og en tillægsbøde på 1.450.000 kr. jf. straffelovens § 50, stk. 2, jf. § 81 d, stk. 3, jf. stk. 2. Byretten lagde ved strafudmålingen vægt på karakteren af forholdene og det i lovbemærkningerne anførte om baggrunden for og formålet med straffelovens § 81 d, herunder at der med bestemmelsen var tilsigtet en markant skærpelse af straffen for lovovertrædelser, der har baggrund i eller sammenhæng med Covid-19 pandemien.

I forhold til tillægsbødens størrelse lagde byretten vægt på, at det ifølge lovebemærkningerne til straffelovens § 81 d, stk. 3, er forudsat, at der ved alle lovovertrædelser med baggrund i eller sammenhæng med Covid-19 pandemien, hvor en person uberettiget har opnået eller søgt at opnå kompensation fra hjælpepakker til imødegåelse af skadevirkninger ved Covid-19 pandemien og derigennem har opnået eller søgt at opnå en økonomisk vinding, skal udmåles en bøde som tillægsstraf, som skal beregnes med udgangspunkt i den opnåede eller tilsigtede vinding og fastsættes i overensstemmelse med strafskærpelsen i straffelovens § 81 d, stk. 2.

Landsretten stadfæstede byrettens dom med den ændring, at tillægsbøden blev nedsat til 1.125.000 kr.

Landsretten fandt tiltalte skyldig i overensstemmelse med byrettens bevisresultat og fandt fængselsstraffen passende udmålt. Idet der i de to ansøgninger i det væsentlige var ansøgt om lønkompensation for den samme personkreds med de samme beløb og i den samme periode, fandt landsretten, at det beløb, som tiltalte havde mulighed for at få udbetalt i kompensation, højst kunne udgøre 286.920 kr., svarende til beløbet i den første ansøgning.

Landsretten nedsatte tillægsbøden til 1.125.000 kr. Ved strafudmålingen lagde landsretten vægt på de samme omstændigheder som byretten, samt at de to ansøgninger udgjorde to selvstændige overtrædelser af straffeloven, men at det beløb, som tiltalte havde mulighed for at få udbetalt, højst kunne udgøre 286.920 kr.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 21/17743.