Arbejdsskadesag vedrørende tidligere udsendt soldat

Efter udsendelse som soldat i Afghanistan i perioden april-august 2008 henvendte en tidligere udsendte soldat sig til egen læge og skadestue med uspecificerede symptomer på PTSD indenfor 6 måneder efter hjemkomsten fra Afghanistan.

Den 10. juni 2012 blev pågældende udsat for et alvorligt overfald af en gruppe ukendte gerningsmænd under en bytur.

Den tidligere udsendte soldat fik første gang stillet diagnosen PTSD den 1. maj 2014 af en psykiatrisk speciallæge, hvilket blev bekræftet i senere speciallægeerklæringer og i Retslægerådets udtalelse afgivet til brug for sagen.

Af speciallægeerklæringerne og Retslægerådets udtalelse fremgik det blandt andet, at det både var militære som civile faktorer, herunder navnlig belastningerne som udsendt i Afghanistan samt det voldelige overfald, der tilsammen gjorde, at den tidligere udsendte soldat havde en fuldt udviklet PTSD-tilstand.

Ankestyrelsen fandt ved afgørelse af 10. august 2016, at den tidligere udsendte soldats sygdom ikke kunne anerkendes som en erhvervssygdom efter arbejdsskadesikringslovens § 7, men det blev derimod vurderet, at samtlige betingelser for anerkendelse efter lov om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion (herefter særloven for tidligere udsendte) var opfyldt.

Ankestyrelsen genoptog sagen på ulovbestemt grundlag på grund af en væsentlig sagsbehandlingsfejl, og i en ny afgørelse af 27. oktober 2016 fandt Ankestyrelsen, at den tidligere udsendte soldats sygdom heller ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade efter særloven for tidligere udsendte. Afgørelsen af 10. august 2016 blev samtidig ophævet.

Byretten fandt, at Ankestyrelsen ikke kunne tilbagekalde afgørelsen af 10. august 2016

I byretten deltog tre dommere i afgørelsen af sagen.

Byrettens flertal fandt, at Ankestyrelsen ikke var berettiget til at tilbagekalde den gyldige afgørelse af 10. august 2016 på ulovbestemt grundlag. Flertallet henviste blandt andet til forarbejderne til særloven for tidligere udsendte, hvoraf det fremgik, at lovens formål var at give mulighed for at tilkende erstatning til tidligere udsendte personer, som fik diagnosticeret PTSD på et så sent tidspunkt, at de ikke kunne tilkendes erstatning efter arbejdsskadesikringsloven. Arbejdsskadesikringslovens tidsmæssige krav var derfor i § 2, stk. 1, nr. 2, i særloven for tidligere udsendte erstattet af et krav om, at der forelå en psykiatrisk speciallægeerklæring udstedt senere end 6 måneder efter belastningens ophør, hvori det blev erklæret, at den undersøgte person led af PTSD, og at sygdommen var opstået i tilknytning til og som følge af udsendelsen. Idet denne betingelse var opfyldt ved erklæringen af 1. maj 2014 og bekræftet i senere speciallægeerklæringer og i Retslægerådets udtalelse, var Ankestyrelsen afgørelse af 10. august 2016 gyldig og truffet med hjemmel i særloven for tidligere udsendte.

Byrettens mindretal fandt, at Ankestyrelsen i afgørelsen af 10. august 2016 havde anvendt reglerne i særloven for tidligere udsendte forkert, hvorfor Ankestyrelsen var berettiget til at genoptage sagen og tilbagekalde afgørelsen af 10. august 2016. Mindretallet henviste blandt andet til indledningen til forarbejderne til særloven for tidligere udsendte, hvoraf det fremgik, at der skulle etableres en ordning for veteraner, hvor der ikke blev stillet krav om, at dokumentationen for sygdomsdebut vedrørende PTSD skulle ske i form af lægebesøg inden for 6 måneder. Mindretallet fandt, at sygdomsdebut i § 2, stk. 1, nr. 2, i særloven for tidligere udsendte måtte sidestilles med symptomer. Idet den tidligere udsendte soldat havde dokumenterede symptomer på PTSD inden for 6 måneder efter hjemkomsten fra Afghanistan, var betingelsen i § 2, stk. 1, nr. 2, i særloven for tidligere udsendte ikke opfyldt.

Landsretten ændrede byrettens afgørelse og frifandt Ankestyrelsen

Landsrettens flertal fandt af de grunde, som byrettens mindretal havde anført, og i øvrigt med henvisning til U 2017.1 H, at Ankestyrelsen var berettiget til at tilbagekalde afgørelsen af 10. august 2016 og træffe den nye afgørelse af 27. oktober 2016. Flertallet henviste blandt andet til, at formålet med indførelsen af særloven for tidligere udsendte var at lempe dokumentationskravene, hvis den sygdomsramte ikke var gået til lægen i forbindelse med debut af PTSD, og at sygdomsdebut i lovens § 2, stk. 1, nr. 2, måtte sidestilles med konstatering af symptomer. Da den tidligere udsendte soldat var gået til lægen med symptomer på PTSD inden for 6 måneder efter hjemkomsten i 2008, var betingelserne for at udbetale erstatning efter særloven for tidligere udsendte ikke opfyldt.

Landsrettens mindretal fandt af de grunde, som byrettens flertal havde anført, at Ankestyrelsen ikke var berettiget til på ulovbestemt grundlag at tilbagekalde afgørelsen af 10. august 2016 og træffe den nye afgørelse af 27. oktober 2016. Mindretallet henviste blandt andet til, at det af bemærkningerne til § 2, stk. 1, nr. 3, i lovforslaget til særloven for tidligere udsendte, fremgik, at det fremover ville være tilstrækkeligt til at kunne dokumentere, at symptomerne på sygdommen var opstået inden for 6 måneder efter den skadevoldende udsendelse, såfremt en psykiatrisk speciallæge senere end 6 måneder efter belastningens ophør skrev en erklæring om, at den undersøgte person led af PTSD, og at sygdommen skønnedes at være opstået i tilknytning til dennes udsendelse. Idet dette var opfyldt ved erklæringen af 1. maj 2014, havde Ankestyrelsen truffet afgørelsen af 10. august 2016 med hjemmel i § 2, stk. 1, i særloven for tidligere udsendte.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 20/01785.