Om opretholdelse af bestemmelse om udvisning

I sagen var der tale om en 25-årig mand fra Tyrkiet, som i marts 2019 i byretten – og stadfæstet af landsretten i oktober 2019 – blev dømt til behandling på psykiatrisk afdeling og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig for bl.a. et drabsforsøg, jf. straffelovens § 237, jf. § 21. Der blev ikke fastsat nogen længstetid for foranstaltningen. I december 2019 blev manden færdigmeldt af den fungerende overlæge på psykiatrisk afdeling, således at han – såfremt han var dansk statsborger eller havde opholdstilladelse i Danmark – ville kunne udskrives til fortsat ambulant behandling. Anklagemyndigheden indbragte herefter spørgsmålet om udvisningsbestemmelsens ophævelse for byretten i medfør af udlændingelovens § 50 a, stk. 2.

Ifølge de lægelige oplysninger havde udlændingen et fortsat utvetydigt og absolut behov for antipsykotisk virkende behandling som udgangspunkt identisk med den medicin, han modtog nu, ligesom den sociale støtte, som han modtog via familie, venner og bekendte, i særdeles grad vurderedes at være medvirkende til at vedligeholde mandens psykiske tilstand. Af oplysninger indhentet fra udlændingemyndighederne fremgik bl.a., at det medicinske præparat, som manden modtog i Danmark, ligeledes var tilgængeligt i Tyrkiet og at det var muligt at blive behandlet med psykoterapi på psykiatriske centre på kommuneniveau i Tyrkiet. Manden forklarede bl.a., at han havde en stedmor og en onkel i Tyrkiet og at han senest havde været i Tyrkiet for 6 år siden som turist. Han havde aldrig boet i Tyrkiet og talte kun gebrokkent tyrkisk, ligesom han ikke havde undersøgt, hvor han i givet fald kunne bo i Tyrkiet, eller om og hvordan han kunne få behandling.

Byretten opretholdt bestemmelsen om udvisning

Byretten fandt, at der ikke var fremkommet oplysninger, som ændrede ved grundlaget for dommens bestemmelse om udvisning, som således allerede havde taget højde for mandens psykiske lidelse og hans tilknytning til Danmark henholdsvis Tyrkiet. På baggrund af oplysningerne i navnlig udlændingemyndighedernes udtalelse, herunder om medicintilgængelighed i Tyrkiet og muligheden for at blive behandlet på psykiatriske centre på kommuneniveau i Tyrkiet, samt da der var et udviklet forsikringssystem i Tyrkiet, opretholdt byretten bestemmelsen om udvisning.

Landsretten stadfæstede

Landsretten, som efter bevisførelsen lagde til grund, at manden var velbehandlet og ikke fremviste egentlige psykotiske symptomer, samt at manden havde fuld sygdomsindsigt, ligesom han var klar over alvoren af den kriminalitet, han var dømt for, tiltrådte af de af byretten anførte grunde, at bestemmelsen om udvisning skulle opretholdes.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 20/01374.

Det bemærkes, at Procesbevillingsnævnet den 10. september 2020 meddelte henholdsvis anklagemyndigheden og en udlænding tilladelse til kære til Højesteret af to kendelser om ophævelse henholdsvis opretholdelse af en bestemmelse om udvisning, jf. udlændingelovens § 50 a.