Overdragelse af ophavsrettigheder i musikforlagsaftaler

I 1993 indgik medlemmerne af en musikgruppe to musikforlagsaftaler med et musikforlag om overdragelse af rettighederne til en række kompositioner, herunder kompositioner skrevet til musikgruppen.

Det fremgår af de to forlagsaftaler, at de overdragne rettigheder medførte den fulde og indskrænkede ret til enhver forretningsmæssig udnyttelse og retten til enhver bearbejdelse af værket. Det fremgik herudover, at ændringer, der bevirkede, at det originale værk fik en anden karakter, kun kunne ske i samråd med ophavsmanden.

I maj 2019 anlagde medlemmerne af musikgruppen sag mod musikforlaget med påstand om, at musikforlaget skulle anerkende, at de to forlagsaftaler ikke medførte overdragelse af de såkaldte ”store rettigheder”, dvs. rettigheder til musikdramatisk opførelse af værkerne. Medlemmerne af musikgruppen påstod subsidiært, at musikforlaget skulle anerkende, at musikforlaget fra oktober 2018 ikke besad disse rettigheder.  

Byretten frifandt musikforlaget

Byretten fandt, at kontrakternes bestemmelser om overdragelse af rettigheder var formuleret meget bredt og fremstod som en fuldstændig overdragelse af alle rettigheder til kompositionerne på ubegrænset tid. Byretten lagde desuden til grund, at der på tidspunktet for kontrakternes indgåelse blev fremført musicals med andre danske og udenlandske komponister, som også optrådte eller havde optrådt ved koncerter og udgivet plader.

Byretten fandt endelig, at sætningen i aftalerne om, at ændringer af det originale værk, kun kunne ske i samråd med ophavsmanden, blandt andet måtte anses for at vedrøre musikdramatiske opførelser, der medførte en sådan ændring af værket, at ophavsmanden skulle tages med på samråd, uanset at dette ikke var en opførelsesform som parterne konkret havde tænkt på ved indgåelsen af aftalerne.

Da byretten i øvrigt ikke fandt grundlag for at tilsidesætte aftalerne i henhold til aftalelovens § 36, blev musikforlaget frifundet.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Landsretten fandt på baggrund af aftalernes ordlyd, at der ved indgåelsen af aftalerne var tilsigtet en fuldstændig overgang af samtlige rettigheder til de omhandlede kompositioner, som også omfattede retten til at anvende kompositioner i forbindelse med opførelse af musikdramatiske værker.

Landsretten fandt henset til rettighedsoverdragelsens ubegrænsede karakter ikke, at det kunne føre til en anden vurdering, at aftalerne ikke omtalte udnyttelsen af kompositionerne i forbindelse med musikdramatiske værker, eller at den ikke regulerede spørgsmålet om vederlag for en sådan udnyttelse.

Landsretten anså det ikke for afgørende i relation til, om der skulle ske indskrænkende fortolkning af rettighedsoverdragelsen, at parterne ikke havde drøftet muligheden for at udnytte kompositionerne i forbindelse med musikdramatiske værker, eller at de ikke havde forestillet sig, at en sådan mulighed kunne blive relevant. Landsretten lagde herved vægt på, at opførelse af musikdramatiske værker var velkendt på aftaletidspunktet, at parterne dermed måtte kunne forudse muligheden for en sådan anvendelse af kompositionerne, at aftalen udtrykkeligt omfattede retten til at bearbejde kompositionerne, og at de ideelle rettigheder var sikret med bestemmelserne om, at ændringer af de originale værker skulle ske i samråd med ophavsmanden.

Landsretten fandt desuden efter omstændighederne, at aftalerne måtte antages at hvile på en samlet afvejning, der var et resultat af parternes overvejelser om forretningsmæssige risici og økonomiske forhold, og at der på den baggrund ikke var grundlag for helt eller delvis at tilsidesætte bestemmelserne om rettighedsoverdragelse i medfør af aftalelovens § 36.

Landsretten stadfæstede på den baggrund byrettens dom.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 21/05449.