Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

25 jun. 2021

Procesbevillingsnævnet

Betaling af dækningsafgift for et lejemål

Procesbevillingsnævnet har den 24. juni 2021 meddelt en kommune tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 11. december 2020 (BS-17113/2019).

En kommune meddelte ved afgørelse af 18. juli 2016 en non profit forening afslag på en ansøgning om fritagelse for dækningsafgiften, jf. ejendomsskattelovens § 23 A, vedrørende et lokale, som foreningen anvendte til yogacenter. Afslaget var navnlig begrundet i, at den i lokalerne udøvede aktivitet kunne anses for at være et ”lignende øjemed” i ejendomsskattelovens § 23 A’s forstand, og at ejendommen dermed var omfattet af dækningsafgiften. Kommunen opkrævede herefter dækningsafgift for årene 2016, 2017 og 2018. I 2017 anlagde foreningen sag mod kommunen med påstand om tilbagebetaling af den opkrævede dækningsafgift.

Byretten dømte kommunen til at tilbagebetale den opkrævede dækningsafgift

Byretten fandt, at den i lokalerne udøvede aktivitet ikke kunne anses for at være et ”lignende øjemed” i ejendomsskattelovens § 23 A’s forstand. Byretten henviste til forarbejderne til ejendomsskattelovens § 23 A, hvoraf det blandt andet fremgår, at formålet med bestemmelsen er at give kommunerne mulighed for at skaffe sig dækning for de udgifter til blandt andet gader, veje og brandvæsen m.v., som erhvervsejendomme påfører kommunen. Byretten henviste ligeledes til en række cirkulærer fra Indenrigsministeriet, herunder Indenrigsministeriets cirkulære nr. 80 af 31. marts 1962, hvoraf det blandt andet fremgår, at bestemmelsen skal forstås snævert efter sin ordlyd, og at ministeriet var mest tilbøjelig til at mene, at lokaler, der blev anvendt til undervisningsbrug, ikke kunne anses for omfattet af dækningsafgiftspligten, men at den endelige afgørelse herom henhørte under domstolene. Under hensyn hertil, og da den konkrete undervisningsaktivitet i yoga og de udgifter og den belastning, som dette måtte antages at indebære for kommunen, ikke kunne sidestilles med de kategorier af ejendomme, der nævnes i ejendomsskattelovens § 23 A, fandt byretten, at kommunen ikke havde været berettiget til at opkræve dækningsafgift som sket.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Landsretten tiltrådte, at den i lokalerne udøvede aktivitet ikke kunne anses for at være et ”lignende øjemed” i ejendomsskattelovens § 23 A’s forstand. Landsretten henviste ligeledes til forarbejderne til ejendomsskattelovens § 23 A og Indenrigsministeriets cirkulære nr. 80 af 31. marts 1962, og landsretten fandt herefter, at der havde været en så begrænset anvendelse af lejemålet, at der ikke var påført kommunen nævneværdige udgifter til gader, veje og brandvæsen mv., som ejendomsbeskatningslovens § 23 A havde til formål at dække. Landsretten tiltrådte herefter, at kommunen ikke havde været berettiget til at opkræve dækningsafgift som sket.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 21/00510.