Systematisk kropsvisitation og celleransagning

Personen blev i juni 2016 varetægtsfængslet og sigtet for blandt andet overtrædelse af straffelovens § 114 c om hvervning til terror. Under varetægtsfængslingen var personen som en sikkerhedsforanstaltning underkastet en forholdsordre om særlig skærpet opmærksomhed efter afgørelse fra Direktoratet for Kriminalforsorgen. Dette indebar blandt andet automatisk kropsvisitation og ransagning af celle, hvilket blev gennemført mindst én gang dagligt og i øvrigt før og efter besøg, gårdture m.v. Under kropsvisitationen skulle personen afklæde sig alt sit tøj. Forholdsordren, der havde en foreløbig varighed på tre måneder, blev løbende forlænget. Den blev ophævet i maj 2017, hvor den således samlet havde været opretholdt i en periode på ca. 11 måneder. Ingen af undersøgelserne af personen eller cellen førte til fund af effekter, som personen uretmæssigt var i besiddelse af.

Personen anlagde i april 2018 sag mod Direktoratet for Kriminalforsorgen med dels en anerkendelsespåstand om, at afgørelserne om at udsætte personen for helt automatiske og daglige kropsvisitationer og celleransagninger var ugyldige, dels en betalingspåstand om godtgørelse på 80.000 kr. for de skete krænkelser. Kriminalforsorgen påstod heroverfor frifindelse.

Byretten fandt, at afgørelsen fra september 2016 og efterfølgende afgørelser om kropsvisitationer var ugyldige og tilkendte herefter personen en godtgørelse på 25.000 kr.

Byretten fandt efter en samlet vurdering af omstændighederne i sagen, herunder karakteren af den kriminalitet, personen var sigtet for at have begået, at den første afgørelse i juni 2016, der foreløbigt skulle gælde i tre måneder, havde hjemmel i straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 1, og at den ikke indebar en overtrædelse af EMRK art. 3 og 8.

For så vidt angår de efterfølgende afgørelser fandt byretten ikke grundlag for at tilsidesætte den del af afgørelserne, der vedrørte celleransagninger, som ugyldige. Den del, der vedrørte de daglige rutinemæssige kropsvisitationer fra september 2016 og senere, fandt byretten imidlertid stridende mod både straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 1, og EMRK art. 3. Byretten lagde i den forbindelse blandt andet vægt på karakteren af kropsvisitationerne, som havde foregået uden konkret mistanke, og som jævnligt havde indebåret en nedværdigende behandling ved indtagelse af ydmygende stillinger og undersøgelse af intime steder på kroppen.

Byretten fandt endvidere, at personen havde krav på godtgørelse efter princippet i erstatningsansvarslovens § 26 smh. med EMRK art. 13 og fastsatte denne skønsmæssigt til 25.000 kr.

Landsretten fandt, at afgørelsen fra juni 2016 var ugyldig og tilkendte herefter personen en godtgørelse på 30.000 kr.

Landsretten fandt, at det i en række tilfælde under varetægtsfængslingen havde været berettiget at undersøge personens celle og at foretage undersøgelser af personen i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 60, men at der imidlertid ikke havde været hjemmel til rutinemæssigt at gennemføre undersøgelser af cellen og personen som sket. Landsretten lagde herved navnlig vægt på, at de mere end 300 undersøgelser af henholdsvis cellen og personen var gennemført rutinemæssigt og på næsten daglig basis over en meget lang periode, uden at der i de enkelte tilfælde var foretaget en konkret vurdering af nødvendigheden af indgrebet.

Landsretten fandt endvidere efter en samlet vurdering, at der efter karakteren og omfanget af undersøgelserne af personen var tale om en nedværdigende behandling, som indebar en krænkelse af EMRK art. 3. Landsretten lagde herved navnlig vægt på, at der gennem næsten et år rutinemæssigt var foretaget et meget stort antal personundersøgelser, der indebar fuldstændig afklædning, uden at det havde været nødvendigt. Undersøgelserne af cellen fandt landsretten dog ikke stridende mod grundlovens § 72 om boligens ukrænkelighed eller EMRK art. 8 om, at enhver har ret til respekt for sit hjem, da der var tale om undersøgelser af en celle i et fængsel og ikke om husundersøgelser af en privat bolig eller lignende.

Landsretten fandt endelig, at personen havde krav på godtgørelse for de skete krænkelser, jf. princippet i erstatningsansvarslovens § 26 smh. med EMRK art. 13. Landsretten fastsatte skønsmæssigt og under hensyntagen til Menneskerettighedsdomstolens praksis, jf. konventionens artikel 41, godtgørelsen til 30.000 kr., og lagde herved navnlig vægt på krænkelsernes karakter og antal, og at undersøgelserne af personen havde fundet sted gennem næsten et år.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 20/03625 og 21/00051.