Selskabsretlig sag om ejerforholdene vedrørende en virksomhed

En kvinde og en mand ejede hver især et selskab, der drev forretning med køb og salg af navnlig makeupprodukter. I 2003 grundlagde parterne i fællesskab en virksomhed, der skulle udvikle og sælge navnlig makeup- og hudplejeprodukter.

Partnerskabet blev aldrig formaliseret, men virksomheden blev drevet således, at parterne oppebar halvdelen af hinandens godkendte omkostninger og modtog halvdelen af hinandens indtægter i virksomheden ved at fakturere hinanden for de respektive beløb. I praksis fungerede det sådan, at kvindens selskab viderefakturerede halvdelen af afholdte omkostninger til f.eks. varekøb til mandens selskab samt overførte halvdelen af de løbende indtægter til mandens selskab.

Al aktivitet og omsætning i forbindelse med forhandlingen af virksomhedens produkter fandt sted i kvindens selskab, ligesom samtlige immaterielle rettigheder vedrørende virksomhedens produkter blev registreret i hendes selskab. Mandens selskab hæftede ikke over for kvindens selskabs kreditorer.

I 2012 opstod der uoverensstemmelser mellem parterne omkring samarbejdet, og der pågik drøftelser om mandens selskabs ejerskab til kvindens selskab i tilfælde af et eventuelt salg. Parterne udvekslede aftaleudkast, men kunne ikke nå til enighed om en aftale.

Parterne blev herefter enige om at fortsætte samarbejdet, men i henhold til en ændret fordelingsnøgle for udgifter og indtægter. Med virkning fra 1. januar 2014 blev mandens selskabs andel af indtægterne i kvindens selskab reduceret fra halvdelen til en tredjedel med afholdelse af en tilsvarende mindre andel af omkostningerne i selskabet.

Der opstod efterfølgende igen løbende diskussioner om parternes samarbejdsforhold og om et eventuelt salg af kvindens selskab. Der blev dog aldrig indgået en aftale, og det lykkedes ikke at sælge selskabet.

Uoverensstemmelserne mellem parterne eskalerede efter den mislykkedes salgsproces, og i december 2018 opsagde kvindens selskab samarbejdet med mandens selskab med øjeblikkelig virkning.

Mandens selskab anlagde herefter sag mod kvindens selskab med principal påstand om, at kvindens selskab skulle tilpligtes at anerkende, at mandens selskab ejede en tredjedel af den virksomhed, som parterne havde drevet sammen. Der blev nedlagt subsidiær påstand om, at kvindens selskab alene skulle tilpligtes at anerkende, at mandens selskab havde en ejendomsret til halvdelen af alle immaterielle rettigheder i virksomheden samt en tredjedel af varelageret pr. 30. november 2018. Til støtte for den pripale påstand blev det gjort gældende, at parterne havde etableret et indre (”stille”) selskab omkring ejerskabet til virksomheden, og at mandens selskab udgjorde den stille selskabsdeltager, hvorfor kvindens selskab var uberettiget til at opsige samarbejdet om virksomheden.

Kvindens selskab påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor overordnet gældende, at mandens selskab ikke havde løftet bevisbyrden for, at hans selskab ejede en tredjedel af selskabet. Kvindens selskab bestred desuden, at indre/stille selskaber kunne anerkendes i dansk selskabsret, og bestred under alle omstændigheder, at betingelserne for etablering af et indre selskab med mandens selskab som stille selskabsdeltager var opfyldt.

Byretten frifandt kvindens selskab

Byretten fandt, at mandens selskabs påstand måtte forstås således, at der mellem de to selskaber var etableret en selvstændig selskabskonstruktion eller et selvstændigt samvirke om driften af erhvervsvirksomheden med en fælles formue, der var forskellige fra de to selskabsdeltageres, og at mandens selskab ved stiftelsen af denne konstruktion eller dette samvirke havde opnået en medejendomsret til en tredjedel af kvindens selskab.

Byretten fandt herefter, at mandens selskab ikke havde ført bevis for, at der var indgået en aftale med det anførte forhold. Byretten lagde bl.a. vægt på, at mandens selskab ikke hæftede overfor kvindens selskabs kreditorer, og at det måtte have formodningen imod sig, at parterne skulle aftale en sådan selskabskonstruktion, som i det væsentlige ville stille mandens selskab på samme måde, som hvis parterne havde drevet et fælles selskab, dog uden at mandens selskab hæftede.

Om mandens påstand vedrørende stiftelsen af et indre (stille) selskab udtalte byretten endvidere, at påstanden reelt måtte anses for et forsøg på alligevel at blive stillet som om, at mandens selskab ejede en andel af kvindens selskab – hvilket kvinden stedse havde afvist siden 2012, uden at manden havde taget skridt til at få ejerforholdene afklaret. Påstanden ville desuden være vanskelig at tvangsfuldbyrde og syntes at forudsætte, at der ved etableringen af det indre/stille selskab var blevet etableret en egentlig fællesformue tilhørende det indre selskab, hvilket ikke antoges at være i overensstemmelse med gældende ret. Påstanden herom kunne derfor ikke tages til følge.

For så vidt angår den subsidiære påstand om ejendomsret til immaterielle rettigheder fandt byretten det ikke bevist, at der mellem parterne var indgået en aftale om, at mandens selskab ejede halvdelen af de immaterielle rettigheder i kvindens selskab, og bemærkede, at samtlige immaterielle rettigheder var registreret i kvindens selskab og ikke i en selskabsretlig konstruktion ved virksomhedens navn. Kvindens selskab blev derfor frifundet for denne del af påstanden.

Endelig fandt byretten i forhold til påstanden om varelageret, at det ikke længere var muligt at identificere den del af varelageret, som mandens selskab eventuelt ejede. Tvisten bestod derfor reelt i, hvilket yderligere beløb, som mandens selskab eventuelt kunne forlange som kompensation for varelageret i forbindelse med ophøret af parternes samarbejde. Retten fandt herefter, at retten ikke – således som påstanden var formuleret – kunne eller skulle tage stilling til dette spørgsmål. Selskabet blev allerede af denne grund også frifundet for denne del af påstanden.

Landsretten ændrede byrettens dom

Et flertal i landsretten fandt, at mandens selskab havde en retlig interesse i at få afgjort parternes uenighed om ejerforholdene til virksomheden, og at selskabets principale påstand om ejerskab af en tredjedel af den drevne virksomhed havde en så tilstrækkelig klarhed og bestemthed, at den kunne danne grundlag for behandling af sagen. Det forhold, at der ikke forelå nærmere angivelser af virksomhedens aktiver og passiver, ændrede ikke herpå.

Flertallet fandt det godtgjort, at mandens selskabs på tidspunktet for ophøret af parternes samarbejde i december 2018 ejede en ideel andel på en tredjedel af virksomheden, og at mandens selskab ikke havde fortabt retten hertil ved passivitet eller forældelse. Flertallet stemte derfor for at tage mandens principale påstand til følge med den ændring, at kvindens selskab skulle anerkende, at mandens selskab på tidspunktet for ophøret af parternes samarbejde i december 2018 ejede en ideel andel på en tredjedel af den drevne virksomhed.

Den dissentierende dommer var enig i, at mandens selskab ifølge parternes aftale havde krav på en tredjedel af virksomhedens nettoværdi på tidspunktet for samarbejdets ophør. Idet der ikke var enighed om, hvilke aktiver og passiver i henholdsvis mandens og kvindens selskab, som på tidspunktet for samarbejdets ophør kunne henføres til parternes virksomhed, bestod der dog en betydelig uklarhed og ubestemthed i relation til værdien af virksomheden. Endvidere fandt dommeren, at der ikke var grundlag for, at retten kunne foretage de nødvendige tilpasninger af den principale påstand. Dommeren stemte derfor for at stadfæste byrettens dom med den ændring, at mandens principale påstand skulle afvises.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 21/22589.