Rette sagsøgte ved prøvelse af lovligheden af vurderingsmænds kendelse

En nabo henvendte sig i medfør af mark- og vejfredsloven til formanden for vurderingsmændene med oplysning om, at en hesteejers heste spiste af en hæk, som naboen havde plantet. Naboen henviste til mark- og vejfredslovens § 1 om, at enhver er pligtig til på alle årets tider at holde sine husdyr på egen grund.

Der blev efterfølgende afholdt vurderingsforretning.

Ved vurderingsmændenes kendelse blev det bestemt, at hesteejeren og dennes ægtefælle skulle opføre en indhegning inden en given frist, samt at omkostningerne ved vurderingsforretningen skulle betales af hesteejeren og dennes ægtefælle. Naboen havde ikke forlangt erstatning.

Hesteejeren anlagde efterfølgende sag mod formanden for vurderingsmændene (hegnsynet ved formanden) med påstand om, at kendelsen blev ophævet, og at de pålagte omkostninger blev tilbagebetalt. Hesteejeren gjorde gældende, at der ikke i mark- og vejfredsloven som alternativ til et erstatningskrav var hjemmel til at give et påbud som sket, og at der derfor heller ikke var hjemmel til at pålægge omkostninger.

Byretten afviste sagen

Byretten anførte, at vurderingsmandens kendelse afgjorde en tvist af privatretlig karakter mellem private parter, og at domstolsprøvelse af lovligheden af en sådan kendelse kun kunne ske ved den ene parts søgsmål mod den anden private part – og dermed ikke på grundlag af et søgsmål mod hegnsynet eller vurderingsmanden, som havde truffet afgørelsen.

Byretten anførte videre, at hesteejeren kun havde mulighed for realitetsprøvelse af kendelsens lovlighed ved domstolene ved et søgsmål mod naboen. Da hesteejeren havde anlagt sagen mod formanden for vurderingsmændene, var betingelserne for realitetsprøvelse ikke opfyldt.

Byretten bemærkede, at retten ex officio påser, om betingelsen for realitetsprøvelse af sagen var opfyldt, og at retten fandt, at det ikke havde nogen betydning, at naboen alene havde nedlagt påstand om frifindelse. Byretten afviste herefter sagen.

Hesteejeren ankede byrettens dom til landsretten. 

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Landsretten lagde efter det foreliggende til grund, at vurderingsmændenes afgørelse var truffet i medfør af mark- og vejfredsloven, og landsretten bemærkede, at det fremgik af mark- og vejfredslovens § 20, at vurderingsmændenes afgørelse ikke kunne indbringes for anden administrativ myndighed. Landsretten henviste herefter til lovbemærkningerne til bestemmelsen, hvoraf det fremgår, at vurderingsmændenes afgørelse vil kunne indbringes for domstolene efter almindelige regler om domstolsprøvelse af forvaltningsafgørelser, og at en retssag som udgangspunkt vil skulle anlægges mod den private modpart i tvisten og ikke mod vurderingsmændene, da vurderingsmændene efter mark- og vejfredsloven afgør tvister af privatretlig karakter mellem private.

Landsretten fandt herefter, at der ikke i sagen var fremkommet noget, der kunne medføre, at de nævnte lovforarbejders udgangspunkt skulle fraviges. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 22/09921.