Sag om udlevering til strafforfølgning

En dansk statsborger var af de indiske myndigheder mistænkt for i 1995 at have deltaget i en nedkastning af våben over den indiske delstat Vestbenegal. Indien begærede på den baggrund den danske statsborger udleveret med henblik på strafforfølgning. I 2011 fandt byretten og landsretten, at udlevering burde nægtes, da der ved udlevering ville være en reel risiko for, at den danske statsborger, trods diplomatiske garantier, i Indien ville blive udsat for en behandling i strid med EMRK art. 3.

I december 2016 blev der indgivet en ny begæring om udlevering af den danske statsborger. Rigsadvokaten iværksatte herefter i medfør af udleveringslovens § 32 en undersøgelse af, om der kunne ske udlevering.

I juli 2021 rettede statsborgeren henvendelse til justitsministeren med anmodning om, at justitsministeren skulle fastsætte en frist på højest tre måneder for afslutningen af Rigsadvokatens undersøgelse af spørgsmålet om udlevering. I oktober 2021 meddelte den daværende justitsminister i et kortfattet brev, at han ikke fandt anledning til at meddele anklagemyndigheden et pålæg.

Den danske statsborger anmodede herefter byretten om at fastsætte en frist på tre måneder fra den 25. oktober 2021 for Rigsadvokatens afslutning af undersøgelsen om udlevering, subsidiært for Rigsadvokatens begrundede afgørelse om forældelse, således at retten kunne tage stilling til spørgsmålet om forældelse.

Byretten tog ikke anmodningerne til følge

Byretten tog ikke den danske statsborgers anmodninger til følge med henvisning til, at domstolene alene kunne fastsætte en frist for anklagemyndighedens opgaver, hvis der var klar hjemmel hertil. Det følger af retsplejelovens § 718 b, stk. 2, jf. stk. 1, at retten undtagelsesvis kan fastsætte en frist for anklagemyndighedens afgørelse af tiltalespørgsmålet, hvis der er særlig grund til at kræve fremskyndelse af afgørelsen, og hvis afgørelsen ikke er truffet inden 1 år og 6 måneder efter det tidspunkt, hvor politiet har gjort sigtede bekendt med sigtelsen.

Byretten fandt, at retsplejelovens § 718 b efter ordlyden kun fandt anvendelse ved ”påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller tiltalerejsning”. Byretten henviste videre til, at lovgiver havde taget stilling til, hvilke af retsplejelovens specifikke bestemmelser der skulle finde anvendelse ved udleveringssager, herunder ikke kapitel 65, hvor retsplejelovens § 718 b var placeret.

Den danske statsborger kærede afgørelsen til landsretten.

Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse

Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse med henvisning til, at det fremgik af udleveringslovens § 32, at anmodninger om udlevering fra Danmark sendes til anklagemyndigheden, hvorefter politiet uden ophold iværksætter den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er opfyldt. Det fremgik videre af § 32, at for denne undersøgelse finder retsplejelovens kapitel 66, 67 og 68 tilsvarende anvendelse. Af den tilsvarende bestemmelse i udleveringsloven fra 1967 fremgik det, at retsplejelovens 4. bog fandt anvendelse med de fornødne lempelser. Af forarbejderne til udleveringslovens § 32 fremgik det, at der var tale om en videreførelse af gældende ret, og at der ikke var tilsigtet en ændring af den gældende retstilstand, men alene foretaget præciseringer i forhold til de gældende bestemmelser.

Landsretten fandt herefter efter placeringen af retsplejelovens § 718 b i lovens kapitel 65 om påtalen, samt under henvisning til det, der var anført i forarbejderne, at retsplejelovens § 718 b, uanset den tidligere generelle formulering i udleveringsloven, ikke fandt anvendelse på sager, der blev behandlet efter udleveringsloven.

Landsretten bemærkede endelig, at den danske statsborger havde haft mulighed for at klage over sagsbehandlingstiden til justitsministeren, jf. retsplejelovens § 98, stk. 3, hvilket han også havde gjort. Statsborgerens bemærkninger om, at hvis retsplejelovens § 718 b ikke fandt anvendelse i sager om udlevering, havde statsborgeren ikke ret til et effektiv og uafhængigt retsmiddel over for en urimelig sagsbehandlingstid, jf. EMRK art. 13, kunne derfor ikke føre til et andet resultat.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 22/18065