11 nov. 2022
Procesbevillingsnævnet
Sager om udpantning af dagsgebyrer for uforsikrede køretøjer
Der verserer et meget stort antal sager i retterne om udpantning af dagsgebyrer for uforsikrede køretøjer. Her følger en orientering om sager, hvor Procesbevillingsnævnet har behandlet ansøgninger om appeltilladelse til landsretten og/eller Højesteret.
Det følger af færdselslovens § 105, stk. 1, 1. pkt., at krav om erstatning for skader forvoldt af motordrevne køretøjer skal være dækket af en forsikring i et ansvarsforsikringsselskab.
Efter færdselslovens § 106, stk. 4, der ved lov nr. 732 af 8. juni 2018 er indført med virkning fra 1. januar 2019, kan ejeren eller den person (brugeren), der har varig rådighed over et motordrevet køretøj, som skal registreres eller godkendes, pålægges et dagsgebyr på 250 kr. for manglende opfyldelse af forsikringspligten i § 105, stk. 1, 1. pkt.
Det er efter færdselslovens § 106, stk. 5, 2. og 3. pkt., en betingelse for pålæggelse af dagsgebyr, at der til den, som gebyret kan pålægges, forudgående er blevet fremsendt skriftlig meddelelse om, at dagsgebyret kan pålægges, og at gebyret er tillagt udpantningsret, jf. færdselslovens § 107, stk. 3, 1. pkt., samt at denne meddelelse fremsendes således, at den, som forsikringspligten påhviler, har rimelig tid til at agere på meddelelsen ved at opfylde forsikringspligten.
I bekendtgørelse nr. 1618 af 18. december 2018 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv. er det i § 14, stk. 2, bestemt, at der senest 14 dage forud for pålæggelse af dagsgebyr skal være fremsendt skriftlig meddelelse til den person, som gebyr kan pålægges, om at gebyret kan pålægges, og om at gebyret er pålagt udpantningsret.
Ansøgninger om tilladelse til kære til landsretten
Formulering af varslingsbreve og betingelsen i færdselslovens § 106, stk. 5, 2. pkt.
Procesbevillingsnævnet har den 7. juni, 8. juli og 20. juli 2022 i 13 sager meddelt Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring tilladelse til kære til landsretten af kendelser afsagt af fogedretten. Ved kendelserne havde fogedretten nægtet at fremme Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikrings anmodning om udlæg for dagsgebyrer under henvisning til, at det af de fremsendte breve om varsling af dagsgebyrerne, som i de 13 sager var enslydende, ikke fremgik tilstrækkeligt klart, at dagsgebyrerne var tillagt udpantningsret, jf. færdselslovens § 107, stk. 3, 1.pkt., hvormed betingelsen i færdselslovens § 106, stk. 5, 2. pkt., ikke var opfyldt.
Vestre Landsret har i to af disse sager (trykt i U 2022.4807 V og U 2022.4809 V) ophævet fogedrettens kendelse og hjemvist sagen til fornyet behandling ved fogedretten, idet landsretten fandt, at varslingsbrevet med fornøden klarhed indeholdt de lovpligtige oplysninger efter færdselslovens § 106, stk. 5, 2. pkt.
Østre Landsret har i en lignende sag (ØLR B-192-22), hvor kære til landsretten ikke krævede tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, tilsvarende udtalt, at formuleringen i et enslydende varslingsbrev opfyldt betingelsen i færdselslovens § 106, stk. 5. 2. pkt., vedrørende oplysning om, at dagsgebyrerne er tillagt udpantningsret.
Der henvises desuden til Procesbevillingsnævnets nyhedstekst af 20. juni 2022 med omtale af bevilling til Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring i fem sager vedrørende dagsgebyrer efter færdselslovens § 106, stk. 4.
Spørgsmål om tillæggelse af renter
Videre har Procesbevillingsnævnet den 7. juni 2022 i én sag meddelt Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring tilladelse til kære til landsretten af en kendelse, der rejste spørgsmål om, hvorvidt dagsgebyrerne kunne tilskrives rente forud for sagens anlæg.
Vestre Landsret har den 17. oktober 2022 (foreløbigt trykt i AFGR.2022-1030-2) stadfæstet fogedrettens kendelse om, at Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikrings krav på dagsgebyrer alene kunne tillægges renter i medfør af rentelovens § 8 om pengekrav uden for formuerettens område, idet kravet på renter af dagsgebyrer ikke er et pengekrav på formuerettens område, jf. rentelovens § 1, stk. 1.
Afvisning på grund af manglende fremlæggelse af nødvendige oplysninger
Den 29. juni og 8. juli 2022 har Procesbevillingsnævnet i 27 sager afslået Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikrings ansøgning om tilladelse til kære af fogedrettens kendelser om afvisning. Sagerne var afvist, fordi Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring som rekvirent ikke inden for den af fogedretten fastsatte frist havde frembragt de til sagen nødvendige oplysninger, herunder navnlig varslingsbreve om pålæggelse af dagsgebyrer.
Ansøgninger om tilladelse til kære til Højesteret
Den 2. og 4. november 2022 har Procesbevillingsnævnet i 23 sager meddelt Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring afslag på ansøgning om tilladelse til kære til Højesteret af kendelser afsagt af Østre Landsret om ophævelse af fogedrettens afgørelse og hjemvisning til fornyet behandling ved fogedretten.
Østre Landsret havde i disse sager lagt til grund, at der til ejeren/brugere af en uforsikret bil var sendt et brev med opkrævning af dagsgebyrer, og at dette brev opfyldte betingelsen i færdselslovens § 106, stk. 5, 2. pkt., vedrørende oplysning om, at dagsgebyrerne er tillagt udpantningsret.
Mindre end 14 dage efter dette brev havde Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring ved et nyt brev opkrævet dagsgebyrer, og der var efterfølgende – ved et tredje brev – på ny opkrævet dagsgebyrer.
Østre Landsret udtalte, at betingelsen i færdselslovens § 106, stk. 5, 2.og 3. pkt., hvorefter det er en betingelse for pålæggelse af dagsgebyr, at der 14 dage forudgående er blevet fremsendt skriftlig meddelelse om, at dagsgebyret kan pålægges, og om, at gebyret er tillagt udpantningsret, først var opfyldt ved det tredje brev, der var sendt mere end 14 dage efter det brev, der opfyldt betingelsen i færdselslovens § 106, stk. 5, 2. pkt., og at udpantningsretten derfor kun var gældende for dagsgebyrer, der var pålagt ved det tredje brev og senere.