Administrativ frihedsberøvelse udover 6 måneder

Det følger af udlændingelovens § 37, stk. 8, 1. pkt., at administrativ frihedsberøvelse med henblik på udsendelse efter blandt andet hjemrejselovens § 16 ikke må finde sted i et tidsrum, der overstiger 6 måneder.

Af bestemmelsens 2. pkt., fremgår videre, at retten kan forlænge dette tidsrum i op til yderligere 12 måneder, hvis der foreligger særlige omstændigheder, såfremt udsendelsesproceduren uanset alle rimelige bestræbelser kan forventes at tage længere tid som følge af udlændingens manglende medvirken til udsendelsen eller forsinkelser i forbindelse med fremskaffelse af nødvendig rejselegitimation og indrejsetilladelse, samt at frihedsberøvelsen skal være af så kort varighed som muligt og må kun opretholdes, så længe udsendelsen er under forberedelse og gennemføres med omhu.

En sudanesisk mand indrejste i Danmark i 2011 og fik endeligt afslag på asyl i februar 2012. Fra februar 2012 forsøgte politiet at udsende ham til Sudan, indtil han i september 2018 forsvandt fra det Udrejsecenter, som han havde opholds- og meldepligt på.

Den 31. marts 2022 blev manden anholdt og sigtet for blandt andet ulovligt arbejde, hvilket blev afsluttet med et bødeforlæg. Han blev herefter administrativt frihedsberøvet i medfør af hjemrejselovens § 16, stk. 1, 1. pkt.

Den 1. april 2022 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om administrativ udvisning af manden af Danmark med indrejseforbud i 2 år.

Han blev den 2. april 2022 fremstillet i retten, hvor den administrative frihedsberøvelse blev godkendt.

Den administrative frihedsberøvelse blev herefter løbende forlænget med 4 uger ad gangen.

Hjemrejsestyrelsen traf den 8. april 2022 afgørelse om, at manden medvirkede til sin udsendelse, og samme dag anmodede styrelsen de sudanesiske myndigheder om at udstede rejsedokumenter til manden, hvilket de sudanesiske myndigheder afslog i juni 2022 og fastholdt i juli 2022.

Hjemrejsestyrelsen kontaktede Udenrigsministeriet, som i september 2022 oplyste, at spørgsmålet om udsendelse af manden til Sudan kunne forelægges for de sudanesiske myndigheder engang i 1. kvartal af 2023, og at Hjemrejsestyrelsen også kunne overveje at såkaldt grænsefremstille ham.

Byretten forlængede den administrative frihedsberøvelse

Ved kendelse af 6. september 2022 forlængede Retten i Hillerød på ny den administrative frihedsberøvelse med 4 uger og anførte, at Hjemrejsestyrelsen havde oplyst, at sagen først kunne forelægges for de sudanske myndigheder i 2023, og at Hjemrejsestyrelsen var i færd med at undersøge mulighederne for grænsefremstilling af manden, som politiet havde opfordret til at fremskaffe identitetspapirer, således at den sudanske ambassade i Oslo kunne udstede rejsedokumenter.

På denne baggrund fandt byretten, at der forelå sådanne omstændigheder, at frihedsberøvelsen kunne udstrækkes udover 6 måneder, jf. udlændingelovens § 37, stk. 8, og lagde herved vægt på mandens manglende fremskaffelse af identitetspapirer og de deraf afledte vanskeligheder med at fremskaffe rejsedokumenter.

Landsretten stadfæstede

Efter de foreliggende omstændigheder fandt landsretten, at manden – uanset, at han havde oplyst, at han ønskede at medvirke til sin udsendelse – ikke reelt medvirkede til udsendelsen.

Eftersom Hjemrejsestyrelsen havde oplyst, at styrelsen var i færd med at undersøge, om der kunne foretages en grænsefremstilling af manden, og at der blev arbejdet på at få sagen forelagt for de sudanesiske myndigheder, fandt landsretten, at der ikke var grundlag for at fastslå, at der ikke var er reel udsigt til, at det inden for en nærmere fremtid vil være muligt at udsende manden.

Landsretten fandt videre, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at betingelserne for fortsat frihedsberøvelse i medfør af udlændingelovens § 37, stk. 8, 2. pkt., jf. hjemrejselovens § 16, stk. 1, 1. pkt., var opfyldt, selvom manden havde været administrativ frihedsberøvet siden den 2. april 2022, og lagde herved vægt på mandens personlige forhold, herunder at han havde været forsvundet i en længere periode, hvorfor mindre indgribende foranstaltninger ikke kunne anses for tilstrækkelige.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 22/19621.