14 feb. 2022
Procesbevillingsnævnet
Fastsættelse af tillægs- og fællesstraf med kombinationsdom
Procesbevillingsnævnet har den 11. februar 2022 meddelt en tiltalt tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 24. juni 2021 (S-2244-20).
Tiltalte var i en straffesag tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, ved den 22. maj 2019 som varetægtsfængslet at have udøvet vold eller truet med at udøve vold mod en fængselsbetjent, idet tiltalte slog ud efter forurettede med en knyttet nære, og herefter råbte. ”Jeg hopper på dig, [forurettedes navn, ref.]” og ”Jeg springer på dig [forurettedes navn, ref.]” eller lignende. Anklagemyndigheden nedlagde påstand om fængselsstraf, og tiltalte nægtede sig skyldig.
Tiltalte blev efter byrettens dom 4. august 2020 i nærværende sag ved en ny dom af 5. oktober 2020 straffet med fængsel i 6 måneder, hvoraf 4 måneder var betinget med en prøvetid på 1 år for overtrædelse af straffelovens § 290, stk. 2, jf. stk. 2. Tiltalte blev i øvrigt igen ved dom af 17. november 2020 straffet med 40 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1, og § 121.
Byretten idømte tiltalte en fængselsstraf på 60 dage
Byretten fandt det bevist, at tiltalte havde overtrådt straffelovens § 119, stk. 1, ved at have slået ud efter forurettede med knyttet hånd og udtalt det i tiltalen anførte, der var at anse som trusler.
Straffen på 60 dages fængsel blev fastsat som en tillægsstraf til en dom af 15. oktober 2019 vedrørende overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, jf. straffelovens §§ 119, stk. 1, jf. § 89.
Byretten lagde ved strafudmålingen vægt på, at tiltalte var tidligere straffet for tilsvarende kriminalitet og det hurtige recidiv, samt at forholdet var begået under afsoning.
Landsretten stadfæstede byrettens dom men forhøjede straffen til fængsel i 6 måneder
Landsretten fandt det ligesom byretten bevist, at tiltalte var skyldig i henhold til anklageskriftet.
Straffen blev i medfør af straffelovens § 61, stk. 1, fastsat som en fællesstraf med den betingede del af dommen af 5. oktober 2020 og i medfør af straffelovens § 89 som en tillægsstraf til den tidligere dom af 15. oktober 2019, den ubetingede del af dommen af 5. oktober 2020 og dommen af 17. november 2020.
Procesbevillingsnævnets sagsnummer
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 21/17253.