Forældremyndighed og samvær mellem mor og børn på 9 og 11 år

Forældrene til to børn på nu 9 og 11 år ophævede samlivet i 2017. Parterne havde på daværende tidspunkt fælles forældremyndighed. Børnene fik bopæl hos faren og samvær med moren i en 9/5-ordning. Statsforvaltningen traf den 8. februar 2019 afgørelse om at samværet mellem moren og børnene skulle ske efter en 9/5-ordning. Den 26. marts 2019 indgik parterne indenretligt forlig om, at faren skulle have den fulde forældremyndighed. Faren forhindrede eller besværliggjorde samværet mellem moren og børnene igennem det meste af perioden, og samværet måtte af flere omgange tvangsfuldbyrdes i retten.

Moren nedlagde i byretten og landsretten påstand om delt forældremyndighed og om samvær i nærmere angivet omfang. Faren nedlagde påstand om frifindelse samt selvstændig påstand vedrørende samvær i et nærmere angivet omfang.  

Byretten tildelte moren del i forældremyndigheden over børnene og fastsatte samvær

Byretten besluttede, at det ville være bedst for børnene, at der var fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 14, jf. § 4. Byretten fastsatte herudover samvær for moren i nærmere angivet omfang, jf. forældreansvarslovens § 19 og § 21, jf. § 4.

Byretten lagde til grund, at parterne havde haft et belastet samliv, og at parterne havde utallige konflikter og uoverensstemmelser vedrørende morens samvær med børnene. Endvidere lagde retten til grund, at faren igennem en lang periode havde nægtet moren samvær og kontakt med børnene.

Byretten vurderede herudover, at begge forældre hver for sig var i stand til at varetage den basale omsorg for børnene, og at begge forældre havde ressourcer og begrænsninger. Faren vurderedes som den mest stabile og ressourcestærke forælder, og moren vurderedes som den forælder, der bedst var i stand til at aflæse og tilgodese børnenes følelsesmæssige behov.

Byretten tildelte moren del i forældremyndigheden over børnene for at sikre, at børnene fik en stabil kontakt med moren, at samværet ikke blev afbrudt uden rimelig grund, at faren ikke flyttede uden inddragelse af moren, at børnene fik den fornødne støtte og hjælp til at kunne bevare kontakten til begge forældre for at sikre deres trivsel og udvikling, og at begge forældre blev tilbudt specialiseret støtte.

Byretten besluttede for så vidt angik samvær, at moren skulle have weekendsamvær med børnene hver anden uge samt hverdagssamvær efter skole på mandage i lige uger og torsdage i ulige uger.

Landsretten ændrede byrettens dom om forældremyndighed

Landsretten tiltrådte, som anført af byretten, at der var mange konflikter og uoverensstemmelser mellem forældrene, og at begge forældre havde andel i disse konflikter, som fandtes at være til skade for børnene. Det blev herefter lagt til grund, at konflikterne var så store, at der var holdepunkter for at antage, at parterne ikke ville kunne samarbejde fremadrettet om børnenes forhold. Landsretten besluttede derfor, at det var bedst for børnene, at den fulde forældremyndighed fortsat skulle tilfalde faren alene.

Landsretten bemærkede, at man var opmærksom på, at det manglende samvær mellem moren og børnene primært skyldtes faren.

Landsretten stadfæstede herudover den del af byrettens dom, der vedrørte fastsættelsen af samvær.

Yderligere forhold

Det blev i ansøgningen om anketilladelse til Højesteret beskrevet, at der efter landsrettens dom i sagen fortsat har været udøvet samværssabotage, og at moren senest har haft almindeligt samvær med børnene i foråret 2021.

Det blev desuden anført, at ansøger i Højesteret ønsker at nedlægge principal påstand om, at forældremyndigheden over børnene skal tillægges hende alene. Subsidiært vil hun nedlægge påstand om fælles forældremyndighed, og at børnenes bopæl tillægges hende, samt mere subsidiær påstand om fælles forældremyndighed, men hvor bopælen forbliver hos faren.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 21/17205.