Prøveløsladelse af livstidsdømt

Sagen angår en mand, der siden 1985 har været frihedsberøvet, efter han ved ankedom af 25. november 1986 blev idømt fængsel på livstid for manddrab og tre forsøg på røveri.

Direktoratet for Kriminalforsorgen og domstolene har flere gange siden taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt den indsatte kunne løslades på prøve. I den forbindelse ønskede den indsatte ikke at medvirke til udfærdigelsen af en mentalundersøgelse, og Retslægerådet havde i januar 2017 udtalt, at Rådet i så fald ikke kunne afgive en udtalelse i sagen, hvilket havde betydning for Direktoratet for Kriminalforsorgens muligheder for at vurdere den indsattes eventuelle farlighed.  

Ved tidligere kendelser om stadfæstelse af Direktoratet for Kriminalforsorgens afslag på prøveløsladelse har domstolene påpeget et behov for, at Kriminalforsorgen iværksatte forsøg på videre lempelser af afsoningen og udslusning på en måde, der gav mulighed for at vurdere den indsatte og hans eventuelle farlighed, således at det vil kunne indgå i hans mulighed for at opnå prøveløsladelse.

I juni 2019 traf Direktoratet for Kriminalforsorgen igen afgørelse om afslag på prøveløsladelse, og efter anmodning fra den indsatte blev afgørelsen indbragt for retten.

Byretten stadfæstede Direktoratet for Kriminalforsorgens afslag på prøveløsladelse

Byretten udtalte, at det fortsat var påtrængende nødvendigt, at Direktoratet for Kriminalforsorgen overvejede, hvordan den indsattes videre udslusningsforløb kunne tilrettelægges på en måde, der gav mulighed for at vurdere ham og hans eventuelle farlighed under friere former, således at det fremadrettet kan indgå i vurderingen af hans mulighed for prøveløsladelse.

Efter en samlet vurdering af alle sagens omstændigheder tiltrådte retten – uanset den historisk lange afsoningstid – at det var utilrådeligt at løslade den indsatte på prøve, jf. straffelovens § 41, stk. 1.

Retten lagde herved vægt på arten af den pådømte kriminalitet, og at der forelå to modsatrettede psykiatriske vurderinger fra henholdsvis 2014 og i 2016, uden at der var udarbejdet en egentlig retspsykiatrisk erklæring med forelæggelse for Retslægerådet, hvilket den indsatte under sagen vedholdende havde nægtet at medvirke til. Retten lagde også vægt på, at den indsatte tidligere havde haft en misbrugsproblematik, og at den indsatte, der fortsat afsonede i Herstedvester Fængsel uden at være afprøvet med væsentlig større frihedsgrader, havde et meget begrænset netværk.

Landsretten hjemviste sagen til Direktoratet for Kriminalforsorgen med henblik på fastsættelse af vilkår for prøveløsladelse

Landsretten udtalte, at der fortsat ikke var foretaget nogen overvejelser eller iværksat nogen reelle tiltag, og at såvel Herstedvester Fængsel som Direktoratet for Kriminalforsorgen fortsat henholdt sig til, at den indsatte stadig ikke ønskede at medvirke til udarbejdelse af en psykiatrisk speciallægeerklæring, uanset at domstolene i 2017 udtrykkeligt havde bemærket, at det ikke kunne forventes, at den indsatte fremover ville kunne motiveres hertil, og at man derfor måtte overveje andre muligheder.

På den baggrund fandt landsretten efter en konkret vurdering af samtlige af sagens omstændigheder, at det ikke kunne anses for utilrådeligt at prøveløslade den indsatte. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at den indsatte på tidspunktet for Direktoratet for Kriminalforsorgens afgørelse ikke ønskede at medvirke til udarbejdelse af en fornyet psykiatrisk speciallægeerklæring. Landsretten tog herefter den indsattes subsidiære påstand om hjemvisning af sagen til Direktoratet for Kriminalforsorgen med henblik på fastsættelse af vilkår for prøveløsladelse til følge.

Procesbevillingsnævnets sagsnumre

Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under henholdsvis j. nr. 22/00513.