Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

01 mar. 2022

Procesbevillingsnævnet

Om fortsat varetægtsfængsling af udlænding på tålt ophold

Procesbevillingsnævnet har den 24. februar 2022 meddelt en udlænding på tålt ophold tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Vestre Landsret den 10. januar 2022 (S-0010-22).

En udvist udlænding var ved afgørelser i 2019 pålagt opholds- og underretningspligt på et udrejsecenter og daglig meldepligt hos politiet på udrejsecenteret.

I september 2021 blev udlændingen varetægtsfængslet i medfør af hjemrejselovens § 15 – hvorefter en udlænding kan varetægtsfængsles, når der er begrundet mistanke om, at udlændingen gentagne gange har overtrådt pålæg om melde-, opholds- og/eller underretningspligt – som sigtet for i 13 tilfælde i august 2021 at have undladt at overholde den pålagte opholdspligt.

Anklagemyndigheden rejste efterfølgende tiltale i sagen.

Byretten varetægtsfængslede udlændingen efter dom

I byretten blev udlændingen – der tidligere var straffet én gang for lignende overtrædelser – fundet skyldig i at have undladt at overholde den pålagte opholdspligt i sammenlagt 41 tilfælde i august og september 2021. Byretten fastsatte straffen til fængsel i 10 måneder og udvisning af Danmark med indrejseforbud i 6 år.

Da der var begrundet mistanke om, at udlændingen gentagne gange havde overtrådt pålægget om opholdspligt, og da fortsat varetægtsfængsling ikke ville være et uproportionalt indgreb, bestemte byretten, at udlændingen skulle forblive varetægtsfængslet efter hjemrejselovens § 15, indtil straffuldbyrdelse kunne iværksættes.

Udlændingen kærede kendelsen til landsretten med påstand om løsladelse.   

Landsretten stadfæstede byrettens kendelse

Landsretten var enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor. Landsretten stadfæstede derfor byrettens kendelse.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 22/00677