Sager om adgang til prøvelse af bestemmelse om udvisning

De to personer, der er henholdsvis statsløs palæstinenser fra Libanon og tyrkisk statsborger, er begge blevet udvist ved dom, og sagerne angår spørgsmål om ophævelse af disse bestemmelser om udvisning efter udlændingelovens § 50. Efter udlændingelovens § 50, stk. 1, 2. pkt., kan en sådan begæring fremsættes 6 måneder og skal fremsættes senest 2 måneder før, udvisningen kan forventes iværksat.

Den statsløse palæstinenser fra Libanon var senest ved dom af 7. juli 2020 blevet udvist af Danmark. I forbindelse med hans begæring om ophævelse af denne udvisningsbestemmelse havde udlændingemyndighederne oplyst, at der ikke pågik udsendelsesbestræbelser, og at der derfor kunne gå mere end 6 måneder, før en udsendelse ville kunne finde sted.

Den tyrkiske statsborger var senest ved dom af 26. september 2016 blevet udvist af Danmark, og han var blevet udsendt til Tyrkiet. Forud for udsendelsen afsagde Københavns Byret den 15. marts 2018 kendelse om opretholdelse af udvisningsbestemmelsen, og Østre Landsret stadfæstede efterfølgende denne kendelse.

I november 2020 blev den tyrkiske statsborger anholdt i Danmark, og ved Københavns Byrets dom af 7. december 2020 blev han på ny udvist af Danmark. I juni 2021 begærede han om ny prøvelse efter udlændingelovens § 50 om ophævelse af bestemmelsen om udvisning.

Byretterne afviste begæringen fra den tyrkiske statsborger og realitetsbehandlede begæringen fra den statsløse palæstinenser

Retten i Herning afviste begæringen om prøvelse efter udlændingelovens § 50 fra den statsløse palæstinenser fra Libanon under henvisning til, at der på daværende tidspunkt ikke var udsigt til, at han vil blive udsendt af Danmark inden for 6 måneder, hvorfor betingelserne for en realitetsprøvelse ikke var til stede.

Københavns Byret realitetsbehandlede den tyrkiske statsborgers begæring om prøvelse efter udlændingelovens § 50, men fandt det ikke godtgjort, at der siden dommen af 7. december 2020 var sket væsentlige ændringer i hans forhold, jf. udlændingelovens § 50, stk. 1, jf. § 26.

Landsretterne afviste begge begæringer

Vestre Landsret stadfæstede byrettens kendelse om afvisning af den statsløse palæstinenser fra Libanons begæring. I den forbindelse udtalte landsretten, at udlændingelovens § 50, stk. 1, efter forarbejderne forudsætter, at prøvelsen skal ske i tæt tidsmæssig tilknytning til udsendelsen, og da der efter de foreliggende oplysninger ikke var udsigt til, at den statsløse palæstinenser fra Libanon ville blive udsendt inden for 6 måneder, var de tidsmæssige betingelser for at få prøvet, om udvisningen skulle ophæves, ikke opfyldt, jf. udlændingelovens § 50, stk. 1.

Østre Landsret afviste den tyrkiske statsborgers begæring om prøvelse efter udlændingelovens § 50. Flertallet henviste i den forbindelse til, at det i forarbejderne til bestemmelsen er forudsat, at der alene skal ske én prøvelse efter udlændingelovens § 50, og at det forhold, at udlændingen i en ny sag var idømt udvisning, ikke alene kunne danne grundlag for på ny at foretage en prøvelse af, om udvisningen kunne ophæves. Mindretallet voterede for en stadfæstelse af byrettens kendelse.

Procesbevillingsnævnets sagsnumre

Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under henholdsvis j. nr. 21/24480 og j.nr. 21/25944.