To sager om ankenævns inddrivelse af fordringer

Procesbevillingsnævnet har behandlet to ansøgninger om appeltilladelse til Højesteret, der drejede sig om, hvorvidt fogedretten havde saglig kompetence til at inddrive fordringer for henholdsvis Ankenævn for biler og Tandskadeankenævnet, eller om inddrivelse skulle ske gennem restanceinddrivelsesmyndigheden (Gældsstyrelsen).

Ankenævn for biler – fogedretten havde ikke saglig kompetence

I den ene sag havde Ankenævn for biler, der et privat tvistløsningsorgan godkendt af erhvervsministeren i medfør af forbrugerklagelovens § 6, i forbindelse med afgørelsen af en klagesag besluttet, at det indklagede selskab skulle betale 19.000 kr. i sagsomkostninger til ankenævnet. Ankenævn for biler indgav efterfølgende fogedrekvisition.

Fogedretten blev under sagens behandling opmærksom på spørgsmålet om fogedrettens saglige kompetence, og fogedretten besluttede af egen drift at undersøge dette. Fogedretten fandt efter en gennemgang af bl.a. ændringen af gældsinddrivelsesloven i 2017, at inddrivelse af gebyrer fastsat af et godkendt privat tvistløsningsorgan ikke kunne sidestilles med inddrivelse af en privatretlig fordring, og at disse fortsat måtte anses for omfattet af gældsinddrivelsesloven. Fogedretten fandt, at disse krav derfor skulle inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, der udøver kreditorbeføjelserne, jf. gældsinddrivelseslovens § 3, stk. 1. Fogedretten afviste således sagen.  

Ankenævn for biler kærede kendelsen til landsretten. I et fremsendelsesbrev til landsretten henholdt fogedretten sig til den trufne afgørelse. Fogedretten bemærkede supplerende, at der ikke fandtes at være hjemmel i retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 8, til at tvangsinddrive gennem fogedretten, og at det i relation til retsplejelovens § 478, stk. 2, fandtes at være forudsat af lovgiver, at tvangsinddrivelse af de omhandlede gebyrer skulle ske af Gældsstyrelsen.

Landsretten fandt, at Ankenævn for biler ikke kunne henregnes til begrebet ”det offentlige”, således som dette begreb var anvendt i gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., og at ankenævnet derfor ikke var omfattet af loven i medfør af denne bestemmelse. Landsretten bemærkede herefter, at gældsinddrivelsesloven tillige gjaldt for opkrævning og inddrivelse af fordringer på gebyrer fra private ankenævn, jf. gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 1.

Ifølge landsretten var spørgsmålet herefter, om ankenævnet frit kunne vælge mellem at inddrive krav på betaling af gebyrer for nævnsbehandlingen i fogedretten i medfør af retsplejelovens § 478, stk. 2, eller at overlade inddrivelsen af fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden. Landsretten fandt, at gældsinddrivelsesloven fastlagde en obligatorisk inddrivelsesordning for de fordringer, der er omfattet af loven, og at denne ordning også omfattede fordringer, der var bragt ind under lovens anvendelsesområde gennem gældsinddrivelsesbekendtgørelsen. Sådanne krav skulle derfor inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, der udøver kreditorbeføjelserne. Landsretten stadfæstede på denne baggrund fogedrettens kendelse.

Tandskadeankenævnet – fogedretten havde saglig kompetence

I den anden sag havde byretten i forbindelse med afslutningen af en retssag mellem en borger og Tandskadeankenævnet bestemt, at borgeren skulle betale 20.000 kr. i sagsomkostninger til Tandskadeankenævnet. Tandskadeankenævnet indgav efterfølgende fogedrekvisition. 

Fogedretten fandt i relation til spørgsmålet om fogedrettens saglige kompetence, at Tandskadeankenævnet ikke kunne henregnes til begrebet ”det offentlige”, således som dette begreb var anvendt i gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, og at Tandskadeankenævnet derfor ikke var omfattet af loven i medfør af denne bestemmelse. Fogedretten fandt desuden, at inddrivelse af tilkendte sagsomkostninger i en civil sag for et privat ankenævn ikke kunne sidestilles med inddrivelse af gebyrer for et privat godkendt klagenævn, der er fastsat ved lov eller ved bemyndigelse i henhold til lov.  Fogedretten fandt på den baggrund, at fogedretten havde den nødvendige saglige kompetence til at tvangsinddrive fordringen med hjemmel i retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 1.

Borgeren kærede til landsretten, og Tandskadeankenævnet udtalte sig ikke i anledning af kæren.

Landsretten udtalte i relation til spørgsmålet om fogedrettens saglige kompetence, at Tandskadeankenævnet – der var etableret af den private institution Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning – havde status som privat ankenævn. Landsretten udtalte endvidere, at det var forudsat i forarbejderne til den tidligere gældende lov om patientforsikring (nu lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet), at disse private institutioner ikke var en del af den offentlige forvaltning. Landsretten tiltrådte derfor, at Tandskadeankenævnet ikke var omfattet af gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, og at fogedretten havde saglig kompetence til at behandle sagen, da den omhandlede fordring ikke i øvrigt var omfattet af gældsinddrivelsesloven.

Landsretten bestemte, at skyldneren i sagsomkostninger for landsretten skulle betale 2.500 kr. til Tandskadeankenævnet.

Landsrettens kendelse vedrørte desuden et spørgsmål om, hvorvidt sagen skulle afvises som følge af manglende indlevering af et processkrift inden en af retten fastsat frist. Procesbevillingsnævnets tilladelse til kære af landsrettens kendelse er imidlertid begrænset til spørgsmålet om fogedrettens saglige kompetence.  

Procesbevillingsnævnets sagsnumre

Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 21/17076 og 21/24880.