08 apr. 2022
Procesbevillingsnævnet
Berigtigelse af sagsøgtes partsbetegnelse på minretssag.dk
Procesbevillingsnævnet har den 6. april 2022 meddelt et entreprenørselskab tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Østre Landsret den 23. november 2021 (BS-37989/2021).
Et entreprenørselskab ville anlægge sag mod et boligselskab (herefter boligselskab 1). Da entreprenørselskabet anlagde sagen på minretssag.dk, blev sagsøgte ved en fejl angivet som boligselskab 2, der deler adresse, telefonnummer, faxnummer og mailadresse med boligselskab 1, men som har et andet navn og CVR.nr.
Samtidig med sagens anlæg på minretssag.dk blev der uploadet et dokument med supplerende sagsoplysninger, der havde overskriften ”Stævning”. I dette dokument var boligselskab 1 angivet som sagsøgte, men med angivelse af boligselskab 2’s CVR.nr. Dokumentet indeholdt desuden en beskrivelse af de omstændigheder, der lå til grund for sagens anlæg.
Boligselskab 2 påstod afvisning af sagen med henvisning til, at boligselskab 2 ikke var rette sagsøgte.
Byretten fandt, at sagsøgtes betegnelse kunne ændres
Byretten fandt, at det ud fra indholdet af de supplerende oplysninger måtte have stået boligselskab 1 og 2 klart, at sagen drejede sig om de entrepriseretlige uoverensstemmelser mellem entreprenørselskabet og boligselskab 1. Det forhold, at entreprenørselskabet i den oprindelige stævning ved en fejl havde anført boligselskab 2 som sagsøgte, kunne under de foreliggende omstændigheder ikke antages at have haft betydning for boligselskab 1’s mulighed for at varetage sine interesser under retssagen. Retten fandt derfor, at sagsøgtes betegnelse kunne ændres til boligselskab 1.
Entreprenørselskabet kærede kendelsen til landsretten med Procesbevillingsnævnets tilladelse.
Landsretten ændrede byrettens afgørelse
Landsretten henviste til retsplejelovens § 148 a, stk. 1, om anlæggelse af sag ved anvendelse af domstolenes digitale sagsportal samt til bestemmelsens forarbejder. Landsretten henviste desuden til § 3, stk. 1, nr. 1 i bekendtgørelsen om anvendelse af domstolenes sagsportal i borgerlige retssager og sager om optagelse af bevis, om indtastning af parternes navne og adresser på sagsportalen, og bestemmelsens sidste pkt. om indtastning eller vedhæftning af udførlig fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå påstanden støttes.
Landsretten fandt på denne baggrund, at boligselskab 2 måtte anses som sagsøgte i sagen.
Landsretten fandt endvidere, at en ændring af sagsøgtes identitet til boligselskab 1 gik ud over, hvad der uden samtykke fra boligselskab 1 og 2 kunne afhjælpes i medfør af retsplejelovens § 349, stk. 2, jf. § 348.
Landsretten ændrede dermed byrettens afgørelse, således at boligselskab 2 og ikke boligselskab 1 skulle anses for sagsøgt i sagen.
Procesbevillingsnævnets sagsnummer
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 21/27647.