Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

22 apr. 2022

Procesbevillingsnævnet

Om omfanget af den fri proces i en fogedsag

Procesbevillingsnævnet har den 6. april 2022 meddelt tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Østre Landsret den 5. januar 2022 (B-792-21).

Et inkassofirma havde indgivet en fogedrekvisition mod en privat person med påstand om udlæg for samlet cirka 30.000 kr.

Under sagens behandling i fogedretten blev personen meddelt fri proces, jf. retsplejelovens § 500, stk. 2, og der blev beskikket en advokat for personen.

Fogedretten konstaterede efterfølgende under et retsmøde, at personen var insolvent, og sagen blev sluttet uden fastsættelse af salær til inkassofirmaet.

Inkassofirmaet anmodede herefter fogedretten om tilkendelse af salær i anledning af det afholdte retsmøde.

Fogedretten på Frederiksberg tilkendte herefter inkassofirmaet mødesalær svarende til 1.000 kr. inkl. moms, og fogedretten tillagde salæret i det samlede krav ved opgørelsen af sagen.

Inkassofirmaet ansøgte og fik af Procesbevillingsnævnets tilladelse til at kære fogedrettens kendelse til Østre Landsret.

Østre Landsret bestemte blandt andet, at personen skulle betale kæremålsomkostninger

Østre Landsret forhøjede det til inkassofirmaet tilkendte beløb til 7.187,50 kr., der skulle betales af statskassen, da personen havde fri proces for fogedretten. Landsretten bestemte herudover, at personen skulle betale kæremålsomkostninger til inkassofirmaet for landsrettens behandling svarende til 2.500 kr.

Efterfølgende anmodede den beskikkede advokat for personen Østre Landsret om at oplyse, om kæremålsomkostningsafgørelsen beroede på et fejlskrift, idet virkningen af den tildelte fri proces måtte indebære, at omkostningerne i forbindelse med kæresagen, tillige måtte anses for omfattet af den fri proces.

Østre Landsret henholdt sig i en efterfølgende retsbog til den afsagte kendelse og bemærkede, at afgørelsen ikke beroede på en fejlskrift, og at den private person ikke for landsretten havde fri proces i medfør af retsplejelovens § 331, stk. 5, eller på andet grundlag.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 22/01899.

Den tidligere sag om kæretilladelse til landsretten er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 21/24009.