Om ophævelse af udvisning bestemt ved dom i 2009

Der var i sagen tale om en 60-årig irakisk mand indrejst i Danmark i 1993, og som var diagnosticeret med blandt andet paranoid skizofreni.

I 2009 blev manden dømt til anbringelse i psykiatrisk afdeling og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig for to tilfælde af manddrab, jf. straffelovens § 237. I årene efter dommen stabiliseredes mandens psykiske tilstand, og i november 2020 blev anbringelsesdommen lempet til en behandlingsdom. Den behandlingsansvarlige overlæge udtalte efterfølgende, at manden havde det fint psykisk, var medicinsk velbehandlet og at han samarbejdede om alle behandlingstiltag. I april 2021 blev manden udskrevet fra psykiatrisk afdeling, og anklagemyndigheden indbragte spørgsmålet om udvisningsbestemmelsens ophævelse for byretten i medfør af udlændingelovens § 50 a, stk. 2.

Byretten opretholdt bestemmelsen om udvisning

Byretten lagde efter de lægelige oplysninger i sagen til grund, at manden var diagnosticeret med blandt andet paranoid skizofreni, at han modtog behandling herfor, at manden burde fortsætte den medicinske behandling, og at der for så vidt angik den antipsykotiske medicin anbefaledes behandling af langvarig karakter. Byretten lagde videre til grund, at manden kunne behandles ambulant. På baggrund af en udtalelse fra udlændingemyndighederne i sagen lagde byretten endvidere til grund, at det i Irak var muligt at købe størstedelen af den medicin, som manden modtog, og at to nærmere specificerede medikamenter, som var ordineret til manden til behandling af skizofreni, var tilgængelige i hvert fald på private apoteker i Irak.

Byretten fandt på den baggrund, at manden i Irak kunne få en tilstrækkelig medicinsk behandling af sine lidelser, og at der ikke forelå en sådan usikkerhed om, at han i Irak reelt havde adgang til den nødvendige og relevante behandling, at hans helbredsmæssige tilstand afgørende talte imod, at udsendelse fandt sted. Byretten opretholdt herefter bestemmelsen om udvisning. Manden kærede kendelsen til landsretten med påstand om ophævelse af bestemmelsen om udvisning.

Landsretten ophævede bestemmelsen om udvisning.

Til støtte for sin påstand gjorde manden i landsretten navnlig gældende, at han var uden formue, familie og netværk i Irak, og at det på grund af hans psykiske sygdom var usandsynligt, at han ville kunne finde sig et lønnet arbejde.

Efter de foreliggende lægelige oplysninger lagde landsretten til grund, at manden led af paranoid skizofreni, og at han til stadighed havde behov for behandling med antipsykotisk og antidepressiv medicin for at undgå tiltagende psykotiske symptomer med deraf følgende risiko for, at han ville begå ny personfarlig kriminalitet. Landsretten lagde videre til grund, at manden også led af sukkersyge, og at han havde et vedvarende behov for behandling mod type 2-diabetes for at undgå risiko for blodsukkerstigning med deraf følgende øget risiko for sygdomme som eksempelvis blodpropper.

Da der ikke forelå nærmere oplysninger om mulighederne for, at manden i Irak rent faktisk ville have adgang til tilstrækkelig og passende behandling, herunder henset til udgifterne til medicin og behandling, til mandens sociale og familiemæssige netværk og til afstanden til behandling, ligesom der ikke forelå nogen forsikring fra hjemlandet om, at der ville være passende behandlingsmuligheder tilgængelige for ham, fandt landsretten, at der ikke forelå et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at fastslå, at manden i tilfælde af udsendelse ikke blev bragt i en situation i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 om forbud mod ”umenneskelig behandling”.

Under hensyntagen til den tid, der var forløbet siden kriminaliteten blev begået, fandt landsretten herefter, at mandens helbredsmæssige forhold afgørende talte imod, at udsendelse fandt sted. Landsretten ophævede herefter bestemmelsen om udvisning.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 21/28430.