09 maj 2022
Procesbevillingsnævnet
Sag om fortolkning af reguleringsklausul i forpagtningsaftale
Procesbevillingsnævnet har den 5. april 2022 meddelt en forpagter tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Vestre Landsret den 1. juni 2021 (BS-38671/2020).
Forpagteren overtog med virkning fra november 2016 en restaurant fra en tidligere forpagter. I forlængelse af overtagelsen indgik forpagteren dels en aftale med den tidligere forpagter om køb af goodwill, dels en aftale med bortforpagteren og den tidligere forpagter, hvoraf det fremgik, at forpagteren indtrådte i den oprindelige forpagtningsaftale fra 1987.
I juli 2019 blev ejendommen, hvori restauranten er beliggende, solgt til en ny bortforpagter, som efter overtagelsen blev opmærksom på, at forpagtningsafgiften af de tidligere bortforpagtere af restaurationen i årenes løb ikke var blevet reguleret som ellers hjemlet i forpagtningsaftalen.
Bortforpagteren foretog derfor en genberegning af forpagtningsafgiften med udgangspunkt i den første forpagtningsafgift fra 1987 og nettoprisindekset pr. 1. juli 1985 (omregnet fra det i 1990 ophævede reguleringspristal), til nettoprisindekset pr. 1. juli 2019 og varslede på baggrund heraf en forhøjelse af den årlige forpagtningsafgift svarende til en stigning på ca. 28 %.
Efter indsigelser mod den forhøjede forpagtningsafgift anlagde forpagteren sag mod bortforpagteren med påstand om, at den varslede forhøjelse var ugyldig, subsidiært at forpagtningsafgiften for 2019 skulle fastsættes med udgangspunkt i den seneste regulering af den kumulerede forpagtningsafgift i 2018 med den konsekvens, at bortforpagteren skulle tilbagebetale den for meget modtagne månedlige forpagtningsafgift.
Boligretten gav forpagteren medhold
Boligretten fandt, at bortforpagteren var indtrådt i de tidligere kontraktparters retsstilling, og at bortforpagteren derfor var afskåret fra at kræve forpagtningsafgiften reguleret på grundlag af pristalsreguleringen forud for de allerede foretagne reguleringer, og at bortforpagterens regulering på baggrund af nettoprisindekset skulle foretages på baggrund af den seneste regulering, som var gældende, da bortforpagteren ønskede en ny regulering.
Boligretten tog herefter forpagterens subsidiære påstand til følge.
Landsretten ændrede boligrettens dom
Landsretten fandt, at den omstændighed, at tidligere forpagtere som følge af enten særskilt aftale med tidligere bortforpagtere eller ved en fejl ikke havde betalt forpagtningsafgift i henhold til forpagtningsaftalens reguleringsklausul ikke kunne skabe rettigheder for forpagteren, og at den af bortforpagteren foretagne regulering var i overensstemmelse med reguleringsklausulen i forpagtningsaftalen.
Landsretten tog herefter bortforpagterens påstand om frifindelse til følge.
Procesbevillingsnævnets sagsnummer
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 21/16260.