Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

28 jun 2022

Procesbevillingsnævnet

Om aftalt fastholdelsesbonus opnår status som massekrav

Procesbevillingsnævnet har den 23. juni 2022 meddelt to fagforeninger som mandatarer for tre personer tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 8. november 2021 (BS-41244/2020, BS-41265/2020 og BS-41981/2020).

3 medarbejdere, der var ansat i en større dansk virksomhed, indgik i 2017 en særskilt aftale om en fastholdelsesbonus på op til 3 måneders løn, betinget af, at de pågældende medarbejdere forblev ansatte i deres stillinger indtil primo 2019. Efter den særskilte aftale om fastholdelsesbonus skulle der ikke beregnes pension eller feriepenge af fastholdelsesbonussen.

Virksomheden gik konkurs i december 2018.

I januar 2019 meddelte konkursboet, at boet indtrådte i de pågældende medarbejderes ansættelsesforhold i henhold til konkurslovens § 63. Kort tid derefter opsagde konkursboet de tre medarbejderes ansættelseskontrakter med en måneds varsel, således at ansættelserne udløb medio februar 2019. Medarbejderne gjorde herefter gældende, at medarbejdernes krav på fastholdelsesbonus skulle anerkendes som et massekrav i konkursboet, jf. konkurslovens § 93, hvilket konkursboets kurator afviste.

Sø- og Handelsretten frifandt konkursboet

Sø- og Handelsretten lagde vægt på, at det er et grundlæggende princip i konkursretten, at krav som udgangspunkt er ligestillede og derfor har status som simple krav i boet, jf. konkurslovens § 97, medmindre kravet udtrykkelig er tillagt en anden retsstilling. Sø- og Handelsretten anførte herefter, at konkurslovens § 56 efter ordlyden af bestemmelserne i § 56, stk. 1 og 2, lovens systematik i forhold til det grundlæggende princip om ligedeling og formålet med disse bestemmelser, indeholder to helt selvstændige undtagelser i henholdsvis stk. 1 og stk. 2. Stk. 1 angår således enkeltstående kontrakter, mens stk. 2 angår aftaler om løbende ydelser. Sø- og Handelsretten fandt herefter, at de pågældende aftaler om fastholdelsesbonusser ikke var vederlag, og at konkursboet ved at indtræde i arbejdsaftalerne alene havde forpligtet sig til at udrede arbejdsvederlag efter konkursdekretet som massekrav. På denne baggrund og da kurator ikke på anden vis havde tilkendegivet at ville indtræde i aftalerne, blev konkursboet frifundet.

Landsrettens stadfæstede Sø- og Handelsrettens dom med en ændret begrundelse

Landsretten fandt, at konkursboet ved at indtræde i ansættelsesaftalerne tillige indtrådte i de tilknyttede bonusaftaler.

Landsretten fandt herefter, at ansættelsesaftalerne angik en løbende ydelse, og at det følger af konkurslovens § 56, stk. 2, at konkursboet ved sin indtræden bliver forpligtet til at udrede vederlaget for tiden efter konkursdekretets afsigelse indtil opsigelsen i medfør af § 55, stk. 3, 1. pkt., som massekrav. Landsretten udtalte, at efter bestemmelsens indhold og formål er konkursboet herefter forpligtet til at udrede arbejdsvederlag for medarbejdernes arbejdsydelse for tiden efter konkursdekretets afsigelse indtil opsigelsen.

Landsretten fandt imidlertid, at de pågældende fastholdelsesbonusser ikke var vederlag men alene en præmiering af medarbejderne for at forblive i deres respektive stillinger. Da bonusaftalerne ikke kunne anses for vederlag for en løbende arbejdsydelse, var kravene ikke omfattet af konkurslovens § 56, stk. 2. Landsretten stadfæstede på denne baggrund Sø- og Handelsrettens dom.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 21/27309, 21/28572 og 21/27442.