24 jun. 2022
Procesbevillingsnævnet
Om ukontrolleret adgang til internettet
Procesbevillingsnævnet har den 21. juni 2022 meddelt en mand tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Vestre Landsret den 21. april 2022, om at manden ikke måtte have ukontrolleret adgang til internettet under varetægtsfængsling. (S-0355-22).
Manden var af et nævningeting ved byretten fundet skyldig i overtrædelse af navnlig § 237, jf. § 21 og § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, i form af drabsforsøg mv. Der blev ikke fastsat nogen længstetid for foranstaltningen, men der blev fastsat en længstetid for ophold i institution på 5 år.
Manden ankede byrettens dom med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse, og han var under anken varetægtsfængslet i surrogat i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 2.
Anklagemyndigheden indbragte sagen for landsretten med påstand om domfældelse i overensstemmelse med den i byretten rejste tiltale og skærpelse.
Manden havde forud for byrettens dom været varetægtsfængslet, i hvilken forbindelse byretten havde bestemt, at han ikke skulle have ukontrolleret adgang til internettet. I forbindelse med fremsendelse af ankemeddelelsen anmodede anklagemyndigheden landsretten om i medfør af retsplejelovens § 773 at træffe bestemmelse om, at manden på ny ikke måtte have ukontrolleret adgang til internettet under surrogatfængslingen i psykiatrisk afdeling.
Landsretten opretholdt politiets beslutning om, at manden ikke måtte have ukontrolleret adgang til internettet
Landsretten lagde vægt på, at der ved byrettens dom blev lagt til grund, at manden ved planlægningen af lovovertrædelserne havde foretaget utallige søgninger på internettet, og at manden efter det oplyste havde en playliste på You Tube med mange videoer om blandt andet selvmord og skydevåben.
Landsretten fandt herefter, at der var hjemmel til at nægte ham ukontrolleret adgang til internettet i medfør af retsplejelovens § 773 eller princippet heri.
Procesbevillingsnævnets sagsnummer
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 22/09690.