28 jun. 2022
Procesbevillingsnævnet
Sagsomkostninger i straffesag
Procesbevillingsnævnet har den 23. juni 2022 meddelt tre tiltalte tilladelse til kære til Højesteret af en bestemmelse om sagsomkostninger i en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 13. oktober 2021. (S-1377-21).
Nærværende straffesag vedrørte for de tre tiltaltes vedkommende blandt andet overtrædelse af straffelovens § 245 om grov vold. Anklagemyndigheden nedlagde påstand om fængselsstraf på 2 og 6 måneder. Anklagemyndigheden nedlagde endvidere påstand om, at de tre tiltalte skulle udvises med indrejseforbud for bestandig. De tiltalte nægtede sig skyldige.
Byretten fandt de tiltalte skyldige i en del af tiltalen
Retten i Glostrup fandt blandt andet de tre tiltalte skyldige i overtrædelse af straffelovens § 245.
Byretten fastsatte straffen for to af de tiltalte til fængsel i 1 år og 9 måneder for grov vold, og til fængsel i 2 år for den tredje tiltalte. Byretten tildelte herudover de tre tiltalte en advarsel om udvisning.
Anklagemyndigheden ankede byrettens dom til skærpelse herunder således, at der skete ubetinget udvisning. De tre tiltalte ankede herefter tillige dommen og nedlagde påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.
Landsretten stadfæstede byrettens dom
Østre Landsret stadfæstede i det hele byrettens dom i det omfang, den var anket.
Landsretten anførte vedrørende sagens omkostninger, at anklagemyndigheden havde anket dommen til skærpelse, hvorefter sagen skulle behandles som en udmålingsanke, og da de tiltalte havde anket til frifindelse, hvorefter sagen var overgået til behandling som en bevisanke, skulle de tiltalte betale sagens omkostninger for landsretten.
Procesbevillingsnævnets sagsnummer
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 21/23453, 21/24738 og 21/24799.