29 jun. 2022
Procesbevillingsnævnet
Udvisning af libanesisk statsborger
Procesbevillingsnævnet har den 27. juni 2022 meddelt en libanesisk statsborger tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 26. oktober 2021 i en straffesag (S-2365-21).
En libanesisk statsborger var i en straffesag tiltalt for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje og blufærdighedskrænkelse efter straffelovens § 225, jf. § 216, stk. 1, og § 232.
Den tiltalte var kommet til Danmark som 14-årig og havde haft lovligt ophold i Danmark i over 30 år. Han havde en voksen søn og flere søskende i Danmark. Han havde endvidere søskende, der boede i Sverige og Libanon. Han havde haft fast arbejde, siden han færdiggjorde sin uddannelse, og havde haft selvstændig virksomhed siden 2009. Han var ikke tidligere straffet af betydning for sagen.
Byretten fandt den tiltalte delvist skyldig og fastsatte straffen til fængsel i 10 måneder og udviste den tiltalte med indrejseforbud i 6 år
Byretten fandt den tiltalte skyldig i forsøg på voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje og blufærdighedskrænkelse efter straffelovens § 225, jf. § 216, stk. 1, jf. § 21, og § 232, og idømte den tiltalte fængsel i 10 måneder samt udvisning af Danmark med indrejseforbud i 6 år.
Vedrørende udvisningen lagde byretten blandt andet vægt på forholdets grovhed, at den tiltalte talte libanesisk, at han havde familie i Libanon, og at han ikke havde mindreårige børn i Danmark.
Den tiltalte ankede dommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse af straffen. Anklagemyndigheden ankede dommen med påstand om domfældelse i overensstemmelse med den i byretten rejste tiltale samt skærpelse.
Landsretten forhøjede straffen til fængsel i 1 år og tiltrådte udvisningen
Landsretten fandt den tiltalte skyldig i overensstemmelse med tiltalen og fastsatte straffen til fængsel i 1 år. Byrettens dom blev derudover stadfæstet.
Efter karakteren og grovheden af den begåede kriminalitet sammenholdt med den tiltaltes tilknytning til henholdsvis Libanon og Danmark havde 5 voterende efter en samlet vurdering fundet, at de samfundsmæssige hensyn til forebyggelse af uro eller forbrydelse var så tungtvejende, at de havde større vægt end de hensyn til ansøgers privat- og familieliv, som talte imod udvisning.
1 voterende havde efter en samlet proportionalitetsvurdering fundet, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for udvisning af den tiltalte.
Procesbevillingsnævnets sagsnummer
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 21/21097.