Anvendelse af logningspligtige teledata som bevis efter EU-dom

Den tiltalte var sammen med fem andre tiltalt i en drabssag. Under efterforskningen var der blandt andet indhentet logningspligtige teleoplysninger fra danske teleselskaber samt modtaget oplysninger fra blandt andet hollandske myndigheder omkring såkaldte SKY-telefoner, herunder lokaliseringsdata. Der var tale om anvendelse af det krypterede kommunikationsnetværk SKY ECC.

Under hovedforhandlingen af sagen protesterede den tiltaltes forsvarer mod anvendelse af oplysningerne modtaget fra de hollandske myndigheder som bevis i sagen, blandt andet på baggrund af, at der ikke forelå oplysninger omkring indhentelsen af oplysningerne. Forsvareren protesterede endvidere mod anvendelsen af de logningspligtige teledata som bevis i sagen. Der henvistes i forbindelse med begge protester til EU-Domstolens dom af 5. april 2022 (sag C-140/20).

Byretten tillod anvendelsen af oplysningerne som bevis i sagen

Den 19. april 2022 afsagde byretten kendelse om anvendelsen af oplysningerne modtaget fra de hollandske myndigheder. Retten fandt, at det på det foreliggende grundlag ikke kunne lægges til grund, at SKY-materialet var indsamlet eller behandlet som følge af en lovgivningsmæssig foranstaltning, der foreskriver generel og udifferentieret lagring af trafik- og lokaliseringsdata. På den baggrund var der ikke grundlag for at fastslå, at indsamlingen af de omhandlede data var ulovlig som følge af EU-Domstolens dom af 5. april 2022 (sag C-140/20). Retten lagde til grund, at det indhentede materiale var indsamlet af de hollandske myndigheder i overensstemmelse med hollandsk lovgivning, og at materialet efterfølgende på baggrund af retsanmodninger fra de danske myndigheder var udleveret til brug for politiets efterforskning og bevis i straffesager. Det kunne ikke lægges til grund, at indsamlingen af SKY-materialet var sket på foranledning af de danske myndigheder. Under disse omstændigheder var der ikke grundlag for at træffe bestemmelse om, at de omhandlede data ikke skulle tillades anvendt. Retten bemærkede, at der ikke herved var taget stilling til den bevismæssige vægt af materialet.

Forsvareren kærede kendelsen til Østre Landsret.

Den 27. april 2022 afsagde byretten kendelse om muligheden for at anvende logningspligtige teleoplysninger som bevis i straffesagen efter EU-Domstolens dom af 5. april 2022 (sag C-140/20). Retten anførte, at EU-Domstolen i dommen blandt andet har fastslået, at bestemmelser i direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 og i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder er til hinder for lovgivningsmæssige foranstaltninger, der med henblik på bekæmpelse af grov kriminalitet og forebyggelse af alvorlige trusler mod den offentlige sikkerhed i forebyggende øjemed foreskriver generel og udifferentieret lagring (logning) af trafikdata og lokaliseringsdata. Det blev endvidere fastslået, at spørgsmålet om antageligheden af beviser, der er tilvejebragt på baggrund af en sådan logning, henhører under national ret, dog under overholdelse af navnlig ækvivalens- og effektivitetsprincippet. Byretten henviste til, at det var fastslået ved EU-domstolens dom af 2. marts 2021 (sag C-746/18), at vurderingen må foretages i lyset af, hvilken risiko antagelsen af sådanne beviser vil medføre for iagttagelsen af kontradiktionsprincippet og dermed for retten til en retfærdig rettergang. Retten fandt, at det måtte tillægges afgørende betydning ved vurderingen af spørgsmålet om antageligheden af oplysningerne som bevis, at den omstændighed, at indsamlingen af de omhandlede oplysninger var sket på baggrund af logningsregler, der måtte være i strid med EU-retlige regler, ikke i sig selv havde påvirket pålideligheden eller validiteten af de omhandlede oplysninger, der er af teknisk karakter. Det måtte også indgå ved vurderingen, at forsvarerne under sagen havde mulighed for at imødegå og udtale sig om de omhandlede oplysninger, og at der ikke var grundlag for at antage, at oplysningerne udgjorde det eneste eller reelt afgørende bevis i sagen. Endeligt måtte sagens særdeles alvorlige karakter indgå i vurderingen. Byretten fandt efter en samlet vurdering, at der ikke var grundlag for at tage forsvarerens påstand om ikke at tillade oplysningerne anvendt som bevis til følge.

Forsvareren kærede kendelsen til Østre Landsret.

Landsretten stadfæstede byrettens kendelser

Ved kendelse af 26. april 2022 stadfæstede Østre Landsret byrettens kendelse af 19. april 2022. Landsretten var enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor.

Ved kendelse af 28. april 2022 stadfæstede Østre Landsret byrettens kendelse af 27. april 2022. Landsretten henviste til de grunde, der var anført af byretten.

Det bemærkes, at byretten efterfølgende har afsagt dom i sagen.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 22/10004 og j.nr. 22/10293.