Ejendomshævd over hækareal mellem to ejendomme

Sagen angik placering af skellet mellem to ejendomme blandt andet i forhold til et areal, hvor der imellem ejendommene tidligere havde været plantet en hæk, der ikke havde været placeret i overensstemmelse med det matrikulære skel. Hækken havde været placeret således, at hækkens yderkant ind mod den ene ejendom (ejendom 1) i det væsentlige svarede til den matrikulære skellinje, mens hækkens midtlinje var placeret et stykke inde på den anden ejendom (ejendom 2) i forhold til den matrikulære skellinje. 

Ejerne af de to ejendomme var uenige om skellets placering, og ejerne af ejendom 1 anmodede derfor om afholdelse af skelforretning. Landinspektøren fastsatte skellinjen i overensstemmelse med midtlinjen af hækken, idet landinspektøren fandt, at ejerne af ejendom 1 havde vundet hævd på arealet fra hækkens yderkant til hækkens midtlinje.

Ejerne af ejendom 2 var uenige i resultatet af skelforretningen og indbragte sagen for byretten blandt andet med påstand om, at ejerne af ejendom 1 skulle tilpligtes at anerkende, at den matrikulære skelgrænse skulle forblive uændret.

Ejerne af ejendom 1 nedlagde påstand om frifindelse og nedlagde endvidere selvstændig påstand om blandt andet skellets placering. Denne påstand var formuleret med en række subsidiære påstande, herunder at skellet ved arealet omkring den tidligere hæk skulle fastsættes i overensstemmelse med resultatet af skelforretningen.

Byretten dømte ejerne af ejendom 1

Byretten lagde til grund, at den østlige og nordlige del af skellet havde været beplantet med en hæk, der i bredden var placeret på begge sider af skellet, og som således måtte anses som et fælleshegn. Byretten lagde endvidere til grund, at hækken blev vedligeholdt ved klipning af de til enhver tid værende ejere af de tilgrænsende arealer. Under disse omstændigheder fandt retten, at ejerne af ejendom 1 ikke kunne anses for at have udøvet en sådan råden over det omtvistede areal, at betingelserne for at have vundet hævd var opfyldt, jf. Danske Lov 5-5-1 sammenholdt med U 2015.120 Ø. Byretten gav derfor ejerne af ejendom 2 medhold i deres påstand vedrørende denne strækning af skellet.

Ejerne af ejendom 1 ankede dommen til landsretten med påstand om frifindelse. De gentog endvidere deres selvstændige påstande for byretten.

Ejerne af ejendom 2 påstod stadfæstelse.

Landsretten stadfæstede dommen

Landsretten henviste til, at hækken i det hele havde været plantet på ejendom 2 men tæt ved det matrikulære skel mellem ejendommene, og udtalte, at det efter bevisførelsen ikke kunne fastlægges, om hækken var plantet af ejerne af den ene eller den anden ejendom. Landsretten fandt, at det efter bevisførelsen ikke var godtgjort, at ejerne af ejendom 1 eller de tidligere ejere af ejendommen havde udøvet en ejers råden over de arealer, der var omfattet af deres hævdspåstande. Der var herefter ikke grundlag for at tage nogen af ejerne af ejendom 1’s påstande til følge, og landsretten stadfæstede dommen.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 21/28751.