08 aug. 2022
Procesbevillingsnævnet
Om generelt forsvarerpålæg
Procesbevillingsnævnet har den 8. juli 2022 meddelt en sigtet person i en straffesag tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Østre Landsret den 28. marts 2022 (S-516-22).
A blev i september 2021 sigtet for overtrædelse af straffelovens § 191 ved i to tilfælde at have indsmuglet, besiddet og videreoverdraget ikke under 10 kilo kokain.
På et retsmøde af samme dato blev A varetægtsfængslet i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1 og nr. 3.
I oktober 2021 meddelte anklagemyndigheden den for A beskikkede forsvarer, at der ville blive nedlagt forsvarerpålæg vedrørende alle sagens akter i sagen. Anklagemyndigheden henviste til, at A var varetægtsfængslet bl.a. på påvirkningsrisikoen, og at A aktuelt sad varetægtsfængslet i Spanien, hvor de danske myndigheder ikke havde kontrol med, hvilke foranstaltninger A var underlagt under varetægtsfængslingen.
Forsvareren for A indbragte forsvarerpålægget for byretten.
Byretten opretholdt det generelle forsvarerpålæg og landsretten stadfæstede byrettens kendelse
Byretten henviste til, at udgangspunktet efter retsplejeloven er, at en sigtets forsvarer har ret til at gøre sin klient bekendt med politiets efterforskningsmateriale, men at det følger af retsplejelovens § 729 a, stk. 4, at forsvareren kan pålægges ikke at videregive de oplysninger forsvarer har modtaget fra politiet, hvis det er nødvendigt af hensyn til sagens opklaring.
Byretten fandt, at A var sigtet for alvorlig kriminalitet i et sagskompleks med mange tiltalte, og hvor der var tråde til udlandet, ligesom A var varetægtsfængslet i udlandet. På denne baggrund fandt byretten, at det var nødvendigt af hensyn til sagens opklaring at meddele forsvareren et generelt pålæg, ligesom det generelle forsvarerpålæg ikke var uproportionalt bl.a. med henvisning til, at forsvarerpålægget ville ophøre, når A ville blive udleveret til Danmark.
Landsretten stadfæstede byrettens kendelse med henvisning til de af byretten anførte grunde.
Procesbevillingsnævnets sagsnummer
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 22/08011.