Om ophørstidspunkt for erstatning for tabt arbejdsfortjeneste

Den 14. marts 2013 pådrog skadelidte sig en skade under udførelsen af sit arbejde som elektriker hos arbejdsgiveren, idet han blev udsat for et vrid mod højre i lænden. Den 14. april 2014 traf Arbejdsskadestyrelsen blandt andet afgørelse om, at skadelidtes aktuelle tab af erhvervsevne var 30 procent.

Den 18. april 2017 traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgørelse om, at skadelidte fortsat havde et erhvervsevnetab på 30 procent som følge af arbejdsskaden, og at spørgsmålet om tab af erhvervsevne ville blive behandlet igen den 1. september 2018.

I januar 2018 udbetalte arbejdsgiveren erstatning, herunder erhvervsevnetabserstatning til skadelidte, svarende til et erhvervsevnetab på 20 procent. Det fremgår endvidere, at det var arbejdsgiverens opfattelse, at skadelidte hermed var kompenseret for samtlige krav i anledning af arbejdsskaden.

Ved afgørelser af 8. november 2018 og 22. marts 2021 traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgørelser om, at skadelidtes tab af erhvervsevne fortsat var 30 procent.

Skadelidte anlagde herefter sag mod arbejdsgiveren blandt andet med påstand om, at arbejdsgiverens betaling af erhvervsevnetabserstatning ikke havde bragt arbejdsgiverens forpligtelse til at betale tabt arbejdsfortjeneste til ophør.

Byretten fandt, at der var hjemmel til at skønne over erhvervsevnetabet, men at der ikke var udøvet et rimeligt skøn.

Byretten bemærkede indledningsvist, at erstatningsansvarslovens § 2 måtte antages at indeholde hjemmel for arbejdsgiveren til at skønne over den skadelidtes erhvervsevnetab, uanset det forhold, at sagen også var omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven. Byretten henviste i den forbindelse til de hensyn, der lå bag bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 2.

Byretten fandt endvidere, at det under sagen var godtgjort, at der i januar 2018 var et tilstrækkeligt forsvarligt grundlag for udøvelse af skønnet, uanset det forhold, at der stadigt alene forelå en midlertidig vurdering af erhvervsevnetabet fra arbejdsskademyndighederne. Byretten lagde herved vægt på, at det fremgik af de lægelige oplysninger, at der i en længere periode ikke havde været helbredsmæssige eller erhvervsmæssige ændringer.

Efter en samlet vurdering fandt byretten dog ikke, at arbejdsgiveren havde godtgjort, at det skøn, der blev foretaget, i rimeligt omfang tog hensyn til de forhold, der var anført i arbejdsskadeforsikringslovens § 17, stk. 2, jf. også erstatningsansvarslovens § 5, stk. 2. Byretten lagde vægt på, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring den 18. april 2017 midlertidigt havde fastsat erhvervsevnetabet til 30 %.

Landsretten ændrede byrettens dom

Landsretten tiltrådte, at der i erstatningsansvarslovens § 2 er hjemmel til at bringe forpligtelsen til at betale tabt arbejdsfortjeneste til ophør – også i sager, der omfatter krav omfattet af arbejdsskadesikringsloven. Landsretten var også enig med byretten i, at der forelå et tilstrækkeligt forsvarligt grundlag herfor, og at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde truffet midlertidige afgørelser.

Landsretten fandt efter en samlet vurdering, at arbejdsgiveren havde foretaget et rimeligt skøn, og at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at skønnet afveg fra afgørelserne, som blev truffet af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 22/00271.