Varetægtsfængsling efter hjemrejseloven

I marts 2019 blev manden, der var statsborger i Marokko, idømt fængsel i 3 år, frakendt sit danske statsborgerskab og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig for forsøg på fremme af terrorvirksomhed, jf. straffelovens § 114 e, jf. § 21.

I marts 2020 blev manden efter endt afsoning varetægtsfængslet i medfør af udlændingelovens § 50, stk. 2, og dagældende § 35, stk. 2 (nugældende hjemrejselovs § 14, stk. 2). I juni 2021 blev han efter endeligt afslag på asyl varetægtsfængslet i medfør af hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1, hvorefter en udlænding, der ikke har fast bopæl i Danmark, kan varetægtsfængsles, når der er bestemte grunde til at anse varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre udlændingens tilstedeværelse, indtil den pågældende kan udsendes som følge af en eventuel beslutning om udvisning.

Byretten opretholdt varetægtsfængslingen

Byretten opretholdt varetægtsfængslingen i yderligere 4 uger, idet retten fandt, at mindre indgribende foranstaltninger ikke var tilstrækkelige til at sikre mandens tilstedeværelse, og at fortsat varetægtsfængsling på tidspunktets for rettens kendelse ikke ville være uproportional.

Retten fandt desuden, at udsendelsen af manden blev fremmet med den fornødne omhu, og at det var oplyst, at Udenrigsministeriet ville følge op på sagen direkte over for Marokko.

Landsretten stadfæstede byrettens kendelse

Landsretten stadfæstede byrettens kendelse og lagde herved vægt på, at manden ikke havde ønsket at medvirke til udsendelsen, og at det måtte lægges til grund, at der gennem diplomatiske kanaler både i Danmark og Marokko fortsat blev arbejdet på en udsendelse af manden. På denne baggrund var der ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at der ikke længere var reel udsigt til, at det inden for en nærmere fremtid vil være muligt at udsende ham.

Landsretten bemærkede, at uanset, at manden havde været varetægtsfængslet i medfør af hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1, siden den juni 2021, var betingelserne herfor fortsat opfyldt, idet mindre indgribende foranstaltninger efter det oplyste om hans personlige forhold ikke kunne anses for tilstrækkelige.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 22/13445.