Flagning med det amerikanske flag

Tiltalte havde i forbindelse med et forestående biltræf for amerikanerbiler hejst et amerikansk flag i sin flagstang.

Anklagemyndigheden rejste tiltale for overtrædelse af straffelovens § 110 c, stk. 1, hvorefter ”den, som overtræder bestemmelser eller forbud, som i henhold til lov måtte være givet til værn for statens forsvars- eller neutralitetsforanstaltninger, straffes med bøde eller fængsel […]”. Det fremgår af bekendtgørelse nr. 103 af 10. april 1915 (flagbekendtgørelsen), at det som udgangspunkt er forbudt at benytte fremmede nationalflag.

Byretten frifandt tiltalte

Byretten fandt, at der ikke var grundlag for at pålægge den tiltalte straf efter straffelovens § 110 c, stk. 1, jf. flagbekendtgørelsen. Byretten henviste til, at flagbekendtgørelsen var udstedt i tilslutning til den kongelige resolution af 7. juli 1854, og ikke som sådan havde hjemmel i lov, hvorfor forbuddet mod flagning med fremmede nations flag ikke var et forbud, som i henhold til lov måtte være givet til værn for statens forsvars- eller neutralitetsforanstaltninger, jf. straffelovens § 110 c, stk. 1. Byretten henviste desuden til mindretallets bemærkninger i en dom fra Højesteret af 5. oktober 1934, hvor en tiltalt, der flagede med Sovjet-flaget, var blevet dømt for overtrædelse af straffelovens § 104, stk. 3 (i dag straffelovens § 110 c). I højesteretssagen fandt et flertal på 5 dommere, at der var den nødvendige hjemmel til at straffe den tiltalte.

Anklagemyndigheden ankede dommen til landsretten.

Landsretten fandt tiltalte skyldig

Landsretten udtalte, at det med Højesterets dom af 5. oktober 1934 måtte anses for fastslået, at den kongelige resolution af 21. december 1833 ganske måtte sidestilles med en lov, og at resolutionen ikke kunne anses for ophævet ved den senere resolution af 7. juli 1854, hvor flagningsforbuddet blev modificeret. Forbuddet i flagbekendtgørelsen mod flagning med fremmede nationsflag havde således den fornødne hjemmel, hvorfor de formelle betingelser efter straffeloven for at kunne idømme den tiltalte straf var opfyldt.

Flertallet i landsretten fandt tiltalte skyldig under henvisning til, at Højesteret i dom af 5. oktober 1934 havde udtalt, at bestemmelsen i straffelovens § 104, nr. 3 (nu § 110 c, stk. 1), ikke var begrænset til krigssituationer, men også var anvendelig på sådanne ved lov forbudte handlinger, som direkte eller indirekte kunne skade Danmarks forhold til fremmede nationer. Flertallet lagde desuden vægt på udfaldet af Højesteretsdommen, og at tiltalte i den foreliggende sag ikke havde haft tilladelse til at flage med det amerikanske flag.

Mindretallet i landsretten stemte for frifindelse med henvisning til, at straffehjemlen i straffelovens § 110 c, stk. 1, efter ordlyden alene angik overtrædelse af bestemmelser eller forbud, som i henhold til lov måtte være givet til værn for statens forsvars- eller neutralitetsforanstaltninger. Danmark er medlem af NATO, hvorfor mindretallet fandt, at Danmark ikke kunne anses som et neutralt land, ligesom USA måtte anses for en af Danmarks vigtigste allierede. På denne baggrund fandt mindretallet ikke at straffelovens § 110 c, stk. 1, indeholdt en tilstrækkelig sikker hjemmel til at straffe den tiltalte for ulovlig flagning. 

Landsretten bestemte, at straffen skulle bortfalde under hensyn til den lange sagsbehandlingstid.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 22/22119.