Lejens størrelse og sammenligningslejemål for lejemål i en blandet ejendom

I 2012 overtog lejeren et beboelseslejemål beliggende i en blandet ejendom, det vil sige en ejendom indeholdende både beboelseslejemål og erhvervslejemål.

I 2019 varslede udlejer en lejeforhøjelse over for lejer. Lejer indbragte herefter spørgsmålet om lejens størrelse for huslejenævnet og senere huslejenævnets afgørelse for boligretten samt boligrettens afgørelse for landsretten. Der var i sagen enighed om, at lejemålet var omfattet af reglerne om småhuse i dagældende boligreguleringslovs § 29 c (nu lejelovens § 32). Af bestemmelsen i dagældende boligreguleringslovs § 29 c, 3. pkt. fremgår, at der ved fastsættelsen af lejen i blandede ejendomme skal ske sammenligning med lejen for lejeforhold i tilsvarende ejendomme. I sagen blev der af huslejenævnet, boligretten og landsretten foretaget sammenligning af det omtvistede lejemål med lejemål beliggende i ejendomme, der udelukkende indeholdte beboelseslejemål.

Boligretten frifandt udlejer over for lejers anerkendelsespåstande om dels, at varslingen om lejeforhøjelsen var ugyldig og dels, at varslingen var uberettiget

Under sagen for boligretten redegjorde lejeren ikke nærmere for, at udlejerens varsel om lejeforhøjelse var ugyldigt, hvorfor påstanden allerede af denne årsag ikke blev taget til følge. Angående påstanden om, hvorvidt varslingen var uberettiget, lagde boligretten vægt på huslejenævnets fastsættelse af lejen og boligrettens besigtigelse af en række sammenligningslejemål. Boligretten fandt i den forbindelse, at betingelserne for lejeforhøjelsen i medfør af dagældende lejelovs § 47 (nu lejelovens § 42) var opfyldt. 

Boligretten frifandt på ovenstående baggrund udlejer over for lejers anerkendelsespåstande om dels, at varslingen om lejeforhøjelsen var ugyldig og dels, at varslingen var uberettiget.

Landsretten stadfæstede boligrettens dom (dissens)

Landsrettens flertal udtalte, at dagældende boligreguleringslovs § 29 c, 3. pkt., under de i sagen foreliggende omstændigheder, ikke var til hinder for, at der kunne ske sammenligning som foretaget af huslejenævnet og boligretten. Dermed kunne der foretages sammenligning af sammenligningslejemålene beliggende i ejendomme udelukkende med beboelseslejemål og det i nærværende sag omhandlende lejemål beliggende i en blandet ejendom. Derudover udtalte landsrettens flertal, at der heller ikke var grundlag for at tilsidesætte boligrettens skøn på baggrund af sammenligningslejemålenes beliggenhed. Den i sagen dissentierende landsdommer udtalte, at udlejer ikke havde godtgjort, at den varslede leje for det omtvistede lejemål ikke væsentligt oversteg lejen for tilsvarende lejemål, herunder blandt andet henset til sammenligningslejemålenes beliggenhed.

Landsretten stadfæstede på ovenstående grundlag byrettens dom med omtalte dissens.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/17147.