Dækning af sagsomkostninger ved Lønmodtagernes Garantifond

Lønmodtageren havde tidligere anlagt en sag mod sin tidligere arbejdsgiver med påstand om betaling af manglende løn og godtgørelse for mangelfuld ansættelseskontrakt. Denne sag var i byretten blevet afgjort ved en udeblivelsesdom, hvor arbejdsgiver i sagsomkostninger skulle betale 500 kr. Lønmodtageren kærede med Procesbevillingsnævnets tilladelse omkostningsafgørelsen til landsretten, der efterfølgende forhøjede omkostningsbeløbet samt bestemte, at ingen af parterne skulle betale omkostninger for landsretten til den anden part. Lønmodtageren kærede med nævnets tilladelse afgørelsen om kæremålsomkostninger for landsretten til Højesteret, der efterfølgende bestemte, at arbejdsgiver, nu under konkurs, skulle betale 1.250 kr. i sagsomkostninger for landsretten og 1.250 kr. i sagsomkostninger for Højesteret.

Lønmodtageren anmeldte sit krav på manglende løn og sagsomkostninger i forbindelse med inddrivelse heraf til Lønmodtagernes Garantifond (LG), der meddelte lønmodtager, at man ikke kunne dække det anmeldte krav på sagsomkostninger og samtidigt udbetalte 500 kr. til lønmodtageren som dækning af retsafgift i sagen mod arbejdsgiver.

Lønmodtageren anlagde herefter en sag mod LG med påstand om betaling af dækning for de sagsomkostningsbeløb, der var fastsat under sagen mod arbejdsgiver i såvel byretten, landsretten og Højesteret fratrukket beløb, som LG allerede havde betalt.

LG påstod frifindelse, men tog under byretssagen bekræftende til genmæle for en del af beløbene svarende til en forholdsmæssig andel af sagsomkostningerne, som LG havde opgjort ved at fastsætte den procentvise andel af lønmodtagers påstand, der kunne henføres til lønkrav (ca. 57 %), og derefter tage bekræftende til genmæle for en (oprundet) tilsvarende procentvis andel af de tilkendte sagsomkostninger.

Byretten dømte Lønmodtagernes Garantifond til at betale en forholdsmæssig del af sagsomkostningerne for den tidligere sag mod arbejdsgiver 

Byretten anførte, at parterne var enige om, trods manglende udtrykkelig hjemmel, at LG havde en fast praksis for at dække rimelige sagsomkostninger, der havde været nødvendige i forbindelse med at inddrage lønkrav, der var omfattet af LG´s dækning.

Byretten bemærkede, at idet lønmodtageren i sagen mod sin tidligere arbejdsgiver både havde rejst krav, der var omfattet af LG´s dækning, og krav der ikke var omfattet, skulle der foretages en forholdsmæssig opdeling af sagsomkostningsbeløbet, således at LG alene skulle dække sagsomkostninger, der var forbundet med inddrivelse af krav, der i øvrigt var omfattet af LG´s dækning.

Spørgsmålet var herefter, hvorvidt LG´s metode til at fastsætte den forholdsmæssige andel af sagsomkostningerne kunne anvendes.

Byretten fandt, at da der ikke forelå en fast praksis på området, skulle de sagsomkostninger, som LG skulle dække, fastsættes skønsmæssigt til det beløb, som lønmodtager ville være blevet tilkendt, hvis lønmodtager alene havde ført sag om lønkravet.

På baggrund af størrelsen af lønmodtagerens lønkrav sammenholdt med landsretspræsidenternes notat om sagsomkostninger i småsager mv. af 20. december 2007 fandt byretten, at lønmodtageren ville være blevet tilkendt 2.050 kr. til dækning af udgifter til advokatbistand (foruden den allerede delvise betalte retsafgift), hvis der alene var ført sag om lønkravet.

Byretten anførte herefter, at kæremålene til såvel landsretten som til Højesteret havde været nødvendige for, at lønmodtagers berettigede krav kunne fastslås. De tilkendte sagsomkostninger i den forbindelse var derfor at sidestille med sagsomkostningerne for byretten.

Retten fandt derfor, at kæremålsomkostningerne skulle dækkes efter samme princip som sagsomkostningerne for byretten. Retten fandt ikke grundlag for at antage, at lønmodtageren ville være blevet tilkendt et mindre beløb end 1.250 kr. for hhv. landsretten og Højesteret, såfremt sagen alene havde vedrørt lønkravet. LG skulle derfor dække den forholdsmæssige del af sagsomkostningerne samt kæremålsomkostningerne i den tidligere retssag mod arbejdsgiveren.

Landsretten ændrede byrettens dom og frifandt Lønmodtagernes Garantifond

Landsretten bemærkede indledningsvist, at parterne for landsretten, såvel som for byretten, var enige om, at LG alene var pligtig at dække sagsomkostninger, der var tilkendt en lønmodtager under en retssag anlagt mod dennes daværende arbejdsgiver, hvis sagsomkostningerne relaterede sig til krav, der kunne kræves dækket af garantien.

Tvisten for landsretten angik herefter i første række spørgsmålet om, på hvilken måde beregningen af den relative del af sagsomkostningerne skulle foretages.

Landsretten fandt, at en fordeling af de tilkendte sagsomkostninger beregnet forholdsmæssigt efter størrelserne af de pådømte krav måtte anses for at være den beregningsmetode, der inden for rammerne af lov om Lønmodtagernes Garantifond § 2, stk. 1 og stk. 2, jf. konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 1-5, jf. stk. 2, førte til den mest korrekte fordelingsmetode. Der var herved lagt vægt på, at en fordeling, hvor der ved beregningen var taget udgangspunkt i de intervaller, der var indeholdt i de vejledende takster, ville kunne føre til en forholdsmæssig skæv fordeling - og i øvrigt en vanskeligt beregnelig opdeling – af sagsomkostninger for hvert af flere krav pådømt i en retssag.

På denne baggrund skulle LG alene betale en efter ovenstående principper forholdsmæssig del af de til lønmodtageren for byretten tilkendte sagsomkostninger til dækning af udgift til advokat.

Parterne var endvidere uenige om, hvorvidt kæremålsomkostningerne fastsat ved Højesterets kendelse i den tidligere sag mod arbejdsgiveren var omfattet af lov om Lønmodtagernes Garantifond § 2, stk. 1, jf. stk. 2. Da kæremålene ikke direkte angik det materielle krav omfattet af lov om Lønmodtagernes Garantifond § 2, stk. 1, jf. stk. 2, fandt landsretten, at disse omkostninger ikke var omfattet af lovens garanti. Da LG allerede havde udbetalt beløb til dækning af retsafgiften og en forholdsmæssig del af de til lønmodtageren for byretten tilkendte sagsomkostninger, frifandtes LG.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/19918.