Dommers inhabilitet i sag om erstatning for uberettiget varetægtsfængsling

Ved et grundlovsforhør blev tre af i alt fire personer sigtet for ulovlig våbenbesiddelse. Dommer A besluttede at varetægtsfængsle de tre personer i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, og nr. 3. Senere blev den fjerde person tiltalt for samme forhold og varetægtsfængslet af dommer B. 

Dommer A forlængede efterfølgende varetægtsfængslingen af personerne.

Straffesagen blev herefter hovedforhandlet under medvirken af nævninge ved byretten. Dommer A fungerede som retsformand under hovedforhandlingen. I forbindelse med afholdelse af hovedforhandlingen blev personerne løsladt fra varetægtsfængsling. Personerne blev efterfølgende frifundet ved byrettens dom.

De fire personer søgte herefter om erstatning for uberettiget frihedsberøvelse i medfør af retsplejelovens § 1018 a, stk. 1, hvilket Rigsadvokaten afslog. Personerne anmodede herefter om, at Rigsadvokatens afgørelse blev indbragt for retten.

Byretten frifandt anklagemyndigheden

Erstatningssagen blev hovedforhandlet under medvirken af domsmænd i byretten med Dommer A som retsformand. Byretten fandt, at personerne med deres adfærd selv havde givet anledning til den længerevarende varetægtsfængsling på en sådan måde, at de ikke var berettiget til erstatning, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 3. Der var dissens i byretten på spørgsmålet om erstatning, idet én dommer fandt, at der var grundlag for erstatning, men at erstatningen dog skulle nedsættes med halvdelen til tre af de fire personer.     

Flertallet lagde i alle tilfælde vægt på, at de erstatningssøgende havde udvist en så dadelværdig culpøs adfærd, at det måtte være påregneligt for dem, at de kunne blive udsat for frihedsberøvelse som følge af adfærden.

Anklagemyndigheden blev på den baggrund frifundet.

Landsretten ophævede byrettens dom og hjemviste sagen til fornyet behandling ved byretten

Personerne ankede dommen til landsretten og nedlagde påstand om, at byrettens dom skulle ophæves og sagen hjemvises til fornyet behandlet i byretten. Til støtte for påstanden om ophævelse og hjemvisning gjorde personerne gældende, at byretsdommeren, som havde behandlet erstatningssagen, var inhabil.

Et flertal på 5 voterende dommere i landsretten udtalte, at der under erstatningssagen i medfør af retsplejelovens § 1018 a, stk. 3, var taget stilling til, om erstatningen skulle nægtes eller nedsættes på grund af de erstatningssøgendes muligt mistankepådragende og dadelværdige adfærd. Afgørelserne om de straffeprocessuelle indgreb, der begrundede erstatningskravet, skulle inddrages i vurderingen af, om der forelå inhabilitet.

Flertallet anførte herefter, at de omstændigheder, der var anført af anklagemyndigheden som begrundelse for nægtelse af erstatningerne, i det væsentlige var de samme omstændigheder, som anklagemyndigheden tidligere påberåbte sig som begrundelse for varetægtsfængsling af personerne. Hertil kom, at de omstændigheder, der var anført i rettens begrundelse for varetægtsfængsling, tillige var en central del af rettens begrundelse for ikke at give erstatning.

Flertallet fandt således, at der havde foreligget omstændigheder, som var egnede til at rejse tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed, jf. retsplejelovens § 61, og stemte derfor for at tage påstanden om ophævelse og hjemvisning til følge.

Et mindretal på én voterende udtalte, at der ikke forelå inhabilitet og stemte derfor for at tage anklagemyndighedens påstand om, at sagen skulle realitetsbehandles, til følge.

Landsretten ophævede på den baggrund byrettens dom og hjemviste sagen til fornyet behandling i byretten.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/44361.