Forældremyndighed og samvær

En mor havde i henhold til Vestre Landsrets dom af 7. juni 2022 forældremyndigheden over parternes 9-årige barn alene. Barnet havde altid boet hos moren og havde samvær med faren.

I august 2022 hentede faren barnet fra skole uden at oplyse moren herom. Barnets kontakt til moren ophørte i den forbindelse. Efter farens forklaring skyldtes tilbageholdelsen, at barnet havde oplyst, at moren havde udsat barnet for vold.

Under efterfølgende børnesamtaler bekræftede barnet at være udsat for vold hjemme hos moren, men samtidig blev det under samtalerne vurderet, at barnet var klemt i forældrenes konflikt, ikke udtalte sig frit og ikke kunne overskue konsekvenserne af sine udtalelser.

Familieretten bestemte, at faren skulle have forældremyndigheden over barnet alene, og at barnet skulle have overvåget samvær med moren.

Familieretten fandt, at forældrene ikke kunne samarbejde om barnet, og at det ville være bedst for barnet, at faren fik forældremyndigheden. Familieretten lagde navnlig vægt på, at barnet ytrede ønske om at bo hos faren.

Familieretten fandt videre, at det var vigtigt at reetablere kontakten mellem moren og barnet og besluttede derfor, at der skulle fastsættes overvåget samvær.

Imidlertid gjorde barnet modstand mod at se moren, hvorfor det ikke lykkedes at gennemføre samværet i forlængelse af familierettens dom.

Landsretten stadfæstede familierettens dom (dissens).

Under ankesagen fandt flertallet, at det ville være bedst for barnet, at faren blev tillagt forældremyndigheden alene. Flertallet lagde navnlig vægt på, at barnet ønskede at bo hos faren, at barnet ifølge en socialrådgivers udtalelser i stigende grad var i trivsel, og at en flytning til moren alene ville kunne gennemføres ved magtanvendelse.

Mindretallet fandt derimod, at det ville være bedst for barnet, at moren blev tillagt forældremyndigheden alene. Mindretallet lagde navnlig vægt på, at parternes forhold siden Vestre Landsrets dom af 7. juni 2022 ikke var ændret ud over, at barnet havde boet hos faren i forlængelse af farens tilbageholdelse af barnet, at der ikke var grundlag for at antage, at moren rent faktisk havde udsat barnet for vold, eller at barnet i øvrigt havde været i mistrivsel hos moren. Mindretallet lagde videre vægt på, at barnets modstand mod at være hos moren ikke var begrundet i reelle forhold, men at barnet var påvirket af farens holdning til moren. Endelig lagde mindretallet vægt på, at moren ville være bedst til at sikre, at barnet kunne opretholde kontakt til begge forældrene.

Uanset at det ikke lykkedes at gennemføre samvær i forlængelse af familierettens dom i sagen, tiltrådte landsretten familierettens vurdering af, at det ville være bedst for barnet at have overvåget samvær med moren.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/35446.