Om menneskerettighedskrænkelser under afsoning i lukket fængsel

En indsat i et lukket fængsel var grundet sine helbredsforhold frivilligt anbragt i isolation. Under afsoningen havde den indsatte løbende telefonisk kontakt med en advokatfuldmægtig. Telefonsamtalerne blev optaget af fængslet, men optagelserne blev ikke aflyttet.

Den indsatte anlagde sag mod fængslet og Kriminalforsorgen med påstand om betaling af en godtgørelse og gjorde i den forbindelse gældende, at hans menneskerettigheder var blevet krænket, idet fængslet havde forsømt at tage vare på hans helbredsforhold, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, og fordi telefonsamtalerne var blevet optaget i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Byretten frifandt fængslet og Kriminalforsorgen

Byretten fandt, at den indsatte havde fået tilbudt lægebehandling ved behov, og at fængslet ikke havde handlet i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3.

Byretten fandt videre, at optagelserne af telefonsamtalerne var foretaget i overensstemmelse med reglerne herom, og at fængslet ikke havde handlet i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Byretten frifandt herefter fængslet og Kriminalforsorgen.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Landsretten fandt, at den indsatte ikke havde bevist, at fængslet og Kriminalforsorgen ikke havde taget vare på hans helbred, eller at den indsattes helbred var blevet forværret som følge af afsoningsforholdene.

Landsretten fandt videre, at optagelserne af telefonsamtalerne ikke var i overensstemmelse med straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 3, jf. stk. 2, men at optagelserne ikke udgjorde en krænkelse af den indsattes menneskerettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1, idet samtalerne ikke var blevet aflyttet. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/36857.